International interesse for Aarhus Universitets forskning i terrorisme

Laurits Holdt

Terrorismeforskning på Aarhus Universitet har fået stor opmærksomhed fra hele verden. Netop nu besøger repræsentanter fra flere ambassader Psykologisk Institut for at lære om den såkaldte Aarhusmodel.

Professor Preben Bertelsen fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet er dybt involveret i antiradikaliserings- og terrorisme-forskning – og arbejder sammen med Østjyllands Politi og Aarhus Kommune om det, der hedder Aarhusmodellen.

Samarbejdet har fået stor succes og har givet genlyd ude i verden, hvor mange nu ønsker at vide mere. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

”Hvis ikke vi forsøger at få de unge Syrien-farere tilbage til samfundet, risikerer vi at skubbe dem ud i yderligere ekstremisme og kriminalitet”, siger professor Preben Bertelsen, og det er netop kernen i, hvordan Aarhusmodellen opererer.

Indsatsen begynder tidligt

Modsat indsatsen i mange andre lande ligger fokus i Aarhusmodellen på en tidlig indsats mod radikalisering og en hjælp til at vende tilbage til samfundet igen for de unge, der har været i for eksempel Syrien.

Det har fanget interessen hos mange andre lande, fordi det viser sig at virke.

Netop i denne uge har Preben Bertelsen haft besøg af den belgiske ambassadør, Pol De Witte, samt Michiel Maertens, Deputy Head of Mission, der ønsker at høre om hans forskning og arbejdet med en tidlig indsats.

Baggrunden er, at foreløbig to belgiske byer meget gerne vil arbejde sammen med Aarhus (universitetet, politiet og kommunen) om at udvikle lignende programmer i Belgien. En workshop, hvor den danske gruppe kommer til Belgien, er allerede planlagt.

Norge og Frankrig

Endvidere kommer der i februar en delegation fra Oslo, som gerne vil se, hvordan man gør i Aarhus, og også den franske ambassade har bedt om et møde med henblik på et snarligt besøg af repræsentanter fra det franske parlament.

Endelig har Preben Bertelsen indledt et samarbejde med Rigspolitiet om udvikling af et kursus i bekymringssamtaler vedrørende radikalisering for politifolk, der arbejder inden for området.