Katastrofer otte-doblede UNICEF Danmarks nødhjælpsportefølje

Forfatter billede

Jordskælvskatastrofen i Haiti og mareridts-oversvømmelsen i Pakistan fik os til lommerne i 2010, og derfor kunne UNICEF Danmark sende flere penge af sted til børn i nød end nogensinde før, skriver FNs Børnefonds danske aflægger i en pressemelding torsdag.

Men også netop i den grad til børn i nød.

Organisationens nødhjælpsportefølje svulmede enormt op – blev 8-doblet fra 4,85 mio. kr. til 38,1 mio. på blot et år. Det undgik ikke at påvirke andre langsigtede – og ofte klart prioriterede – aktiviteter, som generelt skal gavne børns stilling verden over, hvoraf flere stagnerede.

Således blev det samlede beløb til 8 særligt udvalgte temaer, herunder beskyttelse af børn, reduceret drastisk fra 11,2 mio. kr. i 2009 til 7 mio. i fjor.

I ledelsesberet-ningen konstateres det på denne måde:

“Når vi som befolkning vælger at støtte i nødhjælpssammenhænge, så bliver der alt andet lige mindre til de andre arbejdsområder”.

162 MILLIONER KOM IND – næppe det samme i år

I 2010 støttede danskerne UNICEFs arbejde med næsten 162 millioner kr.; det er godt 28 mio. mere end det hidtidige rekordår – 2009 – og beløbet har været støt stigende de sidste 11 år.

– I en tid, hvor regeringsbidrag til udviklingshjælp falder på verdensplan, bliver de private bidrag stadig vigtigere og finansierer i dag mere end 1/3 af UNICEFs globale hjælpearbejde for børn, siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen.

Der er dog allerede tegn i horisonten på, at med 2010 topper indsamlingsrekorderne – medmindre verden rammes af nye megakatastrofer i resten af 2011.

Som det hedder forklarende i ledelsesberetningen:

“Man må hverken håbe eller forvente, at verden rammes af 2 så store katastrofer, som tilfældet var i 2010, og det vil klart betyde færre indtægter til nødhjælpsarbejdet. Det vil kunne ses på årsresultatet for 2011”.

KORTSALGET HALVERET

Samtidig er salget af de kendte UNICEF-kort til f.eks. Julen faldet brat, faktisk halveret i 2010 som følge af en beslutning om helt at afvikle eget salg af de traditionsrige kort. Indtjeningen på kortene har været for beskeden, hedder det i ledelsesberetningen.

Man vil dog stadig kunne købe kortene. UNICEF Danmark har truffet aftale med en “kendt kortproducent” om det fortsatte salg, der vil foregå i ca. 1.200 supermarkeder, boghandlere m.v. herhjemme. Dog således, at mellem 75 og 80 procent af det beløb, man betaler for kortene, havner hos firmaet, mens resten går til UNICEF og arbejdet for verdens børn.

I mellemtiden glæder UNICEF sig over de indhøstede resultater:

I løbet af 2010 har danskerne bl.a. hjulpet flere tusinde børn i Togo med at komme i skole, reddet tusindvis af nyfødte børn i Cameroun fra at blive smittet med hiv under fødslen, givet misrøgtede børnehjemsbørn i Bulgarien bedre forhold, og sikret livsvigtig nødhjælp til børn ramt af katastrofer i Haiti og Pakistan, hedder det

Dertil kommer hundredtusinder af børn i verdens fattigste lande, som aldrig når ud i mediernes søgelys, men som ofte har allermest brug for hjælp. De børn bliver hjulpet af ikke-øremærkede midler, som udgør størstedelen af danskernes bidrag til UNICEF.

Med hensyn til børnene i Togo, der ligger i Vestafrika – verdens fattigste region -, skal det dog lige med, at pengestrømmen fra Danmark til UNICEF Internationals arbejde i den tidl. franske koloni faldt fra 7,8 mio.kr. i 2009 til blot 1,6 mio. i fjor.

Til sammenligning blev beløbet til Pakistans børn 11-doblet og 12-doblet til Haiti. I tal for de 2 lande et samlet hop fra 3 mio. kr. i 2009 til 26,4 mio. i 2010.

De privat indsamlede midler kommer generelt set fra privatpersoner, virksomheder, fonde og legater. En særlig gruppe er de tusindvis af danskere, som hver måned støtter UNICEFs langsigtede udviklingsarbejde med et fast beløb.

Steen M. Andersen er “utrolig stolt over, at mere end 75 procent af den samlede indtjening går til hjælpearbejdet for børn”.

Det betyder dog samtidig, at for hver 100 kroner, der kommer ind, går de 25 til andre formål. Disse poster drejede sig i 2010 om 26,1 mio. kr. i indsamlings- og salgsudgifter og 6,5 mio. til løn, personale, administration og øvrig drift. Der var i snit 53 fuldtidsansatte.

Man kan downloade UNICEF Danmarks årsberetning og fulde regnskab 2010 på www.unicef.dk/2010

Om UNICEF Danmarks årsresultat:

* UNICEF Danmarks indtjening steg fra 133 mio. kr. i 2009 til 162 mio. kr. i 2010.
* Siden 2000 er antallet af danskere, der støtter UNICEF fast hver måned, steget fra ca. 4.000 til flere end 60.000. De faste bidrag udgør 84 mio. kr. af danskernes samlede støtte til UNICEF
* I den globale opgørelse over private bidrag til UNICEF giver danskerne det 13. største beløb til UNICEFs arbejde af alle lande.
* Målt i bidrag per indbygger giver danskerne det 7. største beløb.
* Sådan fordeltes UNICEF Danmarks samlede indtægter i 2010: 75,6 pct. til UNICEFs arbejde for børn. 20,3 pct. i udgifter til salg og indsamling. 4,1 pct. til administration.

Så langt rækker pengene:
* 120 kr. kan redde børns liv. Det er f.eks. nok til at købe 100 vacciner, der beskytter børn mod mæslinger.
* 740 kr. er f.eks. nok til at købe 2.000 poser sukker-saltblanding, som redder børn fra at dø af dehydrering på grund af diarré.
* 1.100 kr. giver 80 børn chancen for en bedre fremtid. For det beløb kan vi levere en kuffert med skolematerialer, som kan bruges hvor som helst.
* For 9.350 kr. kan vi f.eks. sammensætte et jordemodersæt, der sørger for en tryg og sikker fødsel for 50 babyer og deres mødre.

Yderligere oplysninger hos:
Karin Aaen, informationschef, tlf. 25 39 60 99, [email protected]
Gitte Jeppesen, fundraisingchef, tlf. 21 24 24 82, [email protected]
Steen M. Andersen, generalsekretær,
tlf. 28 44 38 30, [email protected]

————–
UNICEF blev oprettet i 1946 som FNs Børnefond. UNICEF arbejder i flere end 150 af verdens fattige lande for at sikre børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og aids.

I den industrialiserede del af verden har UNICEF 36 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om og samler penge ind til UNICEFs hjælpearbejde for verdens børn.

UNICEFs arbejde er udelukkende finansieret af frivillige bidrag fra privatpersoner, regeringer, erhvervsliv og fonde.