Korruptionen trives og har det godt – specielt i u-landene

Laurits Holdt

Mens der er gode nyheder for danskerne i den årlig opgørelse over korruptionen i verdens lande er der ikke megen grund til begejstring hos indbyggerne i u-landene. Korruption er fortsat en stor forhindring for udvikling og retssikkerhed.

Korruption i den offentlige sektor, som f.eks. politi og retssystemer, er fortsat en af verdens største udfordringer, lyder det fra organisationen Transparency International, der overvåger korruption i verdens lande, og som tirsdag udgav sin årlige rapport Corruption Perceptions Index.

Korruption udgør er kolossal forhindring for fremtidige indsatser mod klimaforandringer, økonomiske kriser og fattigdom, advarer organisationen.

I rapporten tildeles 177 lande og territorier (et territorium er f.eks. Hong Kong) et antal points fra 0 til 100.

O point betyder at landet er gennemført korrupt og 100 betyder, at der er gennemført ikke-korrupt.

Ingen lande har hverken 0 eller 100 point, men det er tæt på. Danmark og New Zealand tildeles hver 91 point og indtager dermed en delt førsteplads. Tre lande, Afghanistan, Somalia og Nordkorea tildeles 8 point og deler 175. (og sidste-)pladsen.

Opgørelsen er foretaget ud fra en lang række data fra andre organisationer som f.eks. Verdensbanken og African Development Bank.

Overordnet set kan man sige at korruptionen er værst i lande, der er præget af vold, ustabilitet og svage regeringer og institutioner. Dansk bistand er gennem de senere år i stigende grad begyndt at gå til svage stater, der er kendetegnet ved netop vold, ustabilitet og svage institutioner. F.eks. er Afghanistan nu det land, der modtager mest dansk bistand.

Et andet af Danmarks prioritetsland i den kategori er Sydsudan, der er med for første gang og som det kan ses ligger det meget tæt på bunden.

Afrika

Der er ikke de store forandringer i de afrikanske landes placeringer i indekset i forhold til tidligere år. Alle lande, undtagen fem, i Afrika syd for Sahara ligger i den lavere halvdel.

Transparency International fremhæver dog Kap Verde, Mauritius, Rwanda, Botswana og Seychellerne som lander, hvor der er sket væsentlige fremskridt i kampen mod korruption. Ingen af disse lande er dog danske prioritetslande.

I mange afrikanske lande er der sket forbedringer inden for sociale forhold og bæredygtig økonomisk udvikling mens det er gået den modsatte vej i forhold til sikkerhed og retssikkerhed, noterer Transparency International. Det er en stor forhindring for kontinentets udvikling, mener organisationen.

Asien

Mere end halvdelen af landene i Asien får 40 point eller mindre i indekset. Det til trods for at mange af staterne har stor økonomisk vækst og social udvikling.

Et lyspunkt kan findes i Burma, der bevæger sig op fra bunden af indekset. Transparency International tillægger denne opstigen landets stigende åbenhed og gradvise bevægelse mod demokrati og frihed. Det er dog en rejse, der kun lige er begyndt, understreges det.

To andre danske prioritetslande, Vietnam og Bangladesh har også haft en betydelig økonomiske vækst uden at det har forandret ved graden af korruption. Det kan skabe grobund for stigende utilfredshed med politikere og institutioner i landene, advarer Transparency International.

Hvis den 21. århundrede virkelig skal blive det ”asiatiske århundrede”, som er blvet forudset af mange, så skal verdensdelens lande til at gøre noget ved den gennemgribende korruption, mener Transparency International.

Bolivia

Latinamerika, hvor Danmark blot har et enkelt prioritetsland, Bolivia, får hårde ord fra Transparency International.

Mange lande i regionen, skriver organisationen, har gjort det godt med at gennemføre love om åbenhed i forvaltningen og diverse antikorruptionstiltag. Infrastrukturen er der altså, så at sige. Når korruptionen alligevel er så udbredt som den er kan det skyldes den negative indflydelse fra narkotikaindustrien, der spreder sig som ringe i vandet. Det gælder også i Bolivia.

Danmarks 24 prioritetslande

Her er en samlet liste over Danmarks 24 prioritetslande. ”Point” angiver hvor mange point landet er blevet tildelt på skalaen fra 0 til 100, hvor 0 betyder absolut korrupt og 100 betyder helt korruptionsfrit. Placeringen er i forhold til de andre 176 lande og territorier, der er med i opgørelsen. Bemærk at der ikke foreligger data for Palæstina.

Land Point Placering
Afghanistan 8 175/177 (delt med Somalia og Nordkorea)
Bangladesh 27 136/177
Benin 36 94/177
Bhutan 63 31/177
Bolivia 34 106/177
Burkina Faso 38 83/177
Burma 21 157/177
Etiopien 33 111/177
Ghana 46 63/177
Indonesien 32 114/177
Kenya 27 136/177
Mali 28 127/177
Mozambique 30 119/177
Nepal 31 116/177
Niger 34 196/177
Pakistan 28 127/177
Palæstina Ingen data Ingen data
Somalia 8 175/177 (delt med Afghanistan og Nordkorea)
Sydsudan 14 173/177
Tanzania 33 111/177
Uganda 26 140/177
Vietnam 20 116/177
Zambia 38 83/177
Zimbabwe 21 157/177


Se resultaterne med interaktiv grafik på Transparency Internationals websted.