Oulad Lghaba
Kunstner: Asmaa Hamzaoui & Bnat Timbouktou
Titel: Oulad Lghaba
Udgivet af: Ajabu!
Asmaa Hamzaoui er en revolutionær indenfor gnawa. Det er nærmest tabu, at kvinder indtager en maâlems position og samtidig gør det så overbevisende. Men det er også på kanten at vælge den sorte trance, som de fleste mestre af respekt undgår at indspille på plade. Fordi – som man siger – “ånderne skal ikke sælges i souk’en”. Når det er sagt er de traditionelle sange fabelagtigt god musik, og den unge kvinde kan sine ting.
Men vi snakker altså om den helt dybe trance, et modigt valg af Asmaa Hamzaoui fra Casablanca til sit første album. For her er tale om traditionel gnawamusik med de dybe relationer til den afrikanske oprindelse – afrikansk forstået som syd for Sahara – som Marokkos gnawamusikere opfatter som deres oprindelse. Også selv om gnawa som form er resultatet af mødet med den kulturelle smeltedigel, som Marokko altid har været.
Oulad Lghaba betyder Skovens Børn og er en stribe sange, hvor ånderne fra den afrikanske jungle påkaldes. Det er her den traditionelle trancenat – lilaen – kulminerer, og der er tale om en serie sange, som har en dyb terapeutisk virkning for dem, der er åbne for ånderne. Vi er altså helt inde i hjertet af gnawamusikken. En omgang der kræver sin mester.Og en mester har i hele gnawakulturens levetid betydet en mand, fordi kvinder har andre vigtige roller i det specielle uddrivelsesritual, kaldet en lila, som er central indenfor gnawaverdenens specielle form for terapi.
For at illustrere hvor hellige de sange er, så har jeg for tyve års tid siden, når det var tid til den sorte trance, været udsat for at måtte forlade rummet. For så er det den kvindelige gnawa-healers domæne, der hvor hun sluger nåle og lader ånden tale gennem hende, og der ofte er knive i spil. Her ville den mandlige mesters rolle simpelthen være at spille musikken, mens det kvindelige medie, som ofte var i samme familie, ville lade sig være til rådighed for ånderne. Og det er altså normalt ikke noget, man smider ud på plade.
Men igen, grænserne flytter sig hele tiden i forhold til, hvad der anses for helligt og hvad der er profant. Da jeg begyndte at komme til trancenætterne med de store mandlige mestre for godt 25 år siden, spillede man uden elektrisk forstærkning, og specielt de sorte tranceafdelinger – Oulad Lghaba og Aicha Qandisha – blev konsekvent afviklet med slukket lys og nul snak i lokalet. Ligesom der var folk, der mente, at et kamera kunne stjæle din sjæl. Nu står mange med mobiltelefonerne, for en del af oplevelsen er at se det efterfølgende på film.
Alligevel er det fortsat sådan, at de mandlige mestre – maâlem’s – er de centrale spillere, hvor en af storbyen Casablancas dog noget mindre mestre er Asmaa’s egen far. Men hvor de helt store for tiden er blandt andre Hamid El Kasri med bopæl i Rabat, brødrene Ahmed og Mustapha Baqbou og Abdelkebir “Cheb” Merchane, alle tre fra Marrakesh.
Det er i forhold til dem og deres traditionelle position, at Asmaa Hamzaouis fabelagtige opstigen skal ses.
Stort musikalsk talent
Asmaa Hamzaoui har fra starten stået for en revolution indenfor gnawa, for før hende var det ikke normalt, at kvinder spillede på den trestrengede guimbri eller hajjuj, som bassen lavet af udhulet træ – ofte af valnød – kaldes. Instrumentet kendes endvidere også under navnene sintir og gogo og er i slægt med instrumenter som xalam og n’goni i Vestafrika.
Men ikke nok med, at Asmaa som datter af en Casablanca-mester – kaldet maâlem – er født ind i gnawakulturen, hun har også et stort musikalsk talent og virkeligt greb om sit instrument med en vidunderlig underspillet teknik, som er ren tagnawwit, altså ægte gnawa.
Dertil kommer, at hun har fundet ind til den let søvngængeragtige form for frasering, som man også rigtigt godt kan lide indenfor gnawa. Og endelig har hun fået tømret et hold sammen af unge kvinder, de såkaldte Timbuktus Døtre, som spiller herligt på qaraqab – de 8-talsformede metalkastagnetter – hvis det altså er dem, der har spillet på pladen og ikke et hold fra Asmaas fars mandlige gnawagruppe. You never know.
De unge kvinders stemmer flyver også, og Asmaa får virkelig vist sin alsidige stemme og spændende tilgang til ægte gnawasang, hvor hun har dykket ned i nogle af de afrikanske fraseringer, som hendes gode ven og jævnaldrende gnawamusiker fra Essaouira, Houssam Gania, også med held gør brug af.
Det har tydeligvis været vigtigt at holde sig indenfor normal albumlængde, så en del af sangene bliver spillet ret overfladisk, som man ofte gør til koncerter, der ikke handler om trance. Og man må sige, at lyden er formidabel, ligesom der synges fedt hele vejen igennem.
Det er traditionel musik med en mesters fornemmelse for rette dosering.
Jeg anbefaler derfor Asmaa Hamzaoui, selv om jeg som “trancepatient” hellere ville have hørt nogle af de mere lette dele af trancenatten præsenteret på plade.
