Lær om seksuelle minoriteters vilkår i fattige lande

Laurits Holdt

Organisationen Sex & Samfund har netop sendt en gratis online undervisningsmateriale på gaden, der handler om lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoners (LGBT) liv og levevilkår i udviklingslande.

En af de mest aktuelle frontlinjer i vores globaliserede verden går lige ned gennem LGBT-personers rettigheder og levevilkår. Når Rusland indfører love, som straffer ’homoseksuel propaganda’, når parlamentet i Uganda fremsætter et lovforslag, som forhøjer straframmen for homoseksualitet, når en pride parade i Litauen bliver overfaldet, så overtrædes LGBT-personers rettigheder, skriver Sex & Samfund på sin hjemmeside.

En del af hverdagen for LGBT-personer i fattige lande er, at de bliver mobbet, forfulgt, banket, slået ihjel, fængslet vilkårligt og holdt fra at sige deres meninger offentligt.

Undervisnings-materialet ’Forbudt Kærlighed’ sætter fokus på emner som religion, menneskerettigheder, kønsidentitet og politiske processer, der påvirker LGBT-personers liv i verdens fattige lande.

’Forbudt Kærlighed’, der kan bruges i samfundsfag, historie, samtidshistorie, religion og engelsk, består både af et elevmateriale på 40 sider og en lærervejledning, som er tilgængelig online på Sex & Samfunds hjemmeside.

”Vi er i Sex & Samfund rigtig glade for at sende det her materiale ud til danske unge, fordi det kan være med til at skabe forståelse for de rettigheder, som LGBT-personer hver dag må undvære i udviklingslandene,” siger Tania Dethlefsen, international chef i Sex & Samfund og fortsætter:

”For årtier siden var det apartheid, som danske unge lærte om, og i dag er det vigtigt at forstå, hvordan seksuelle rettigheder undertrykkes i en lang række lande – samt at forstå hvilke samfundsstrukturer, som fører til manglen på rettigheder. Den forståelse kan Forbudt Kærlighed være med til at udbrede.”

Fra den 25. oktober starter en kampagne, der sætter fokus på forholdene for LGBT-personer i udviklingslande. Her vil der være debatarrangementer og filmforevisninger på gymnasier og i biografer samt fokus på blandt andet LGBT og religion.

Forbudt Kærlighed kan ses på www.sexogsamfund.dk/sexisyd, hvor man som lærer også kan tilmelde sig brugen af materialet.

Materialet er udarbejdet med støtte fra Danidas oplysningsbevilling.