Lærer til Uganda og Sudan

Redaktionen

Mellemfolkeligt Samvirke har udsendt Dorthe Pedersen til det nordvestlige Uganda som udviklingsarbejder i organisationen New Sudan Education Association.

Den 30-årige lærer skal fra basen i Uganda arbejde med at udvikle 4 ressourcecentre i det sydlige Sudan og skabe mere opmærksomhed om centrene og deres undervisningstilbud. Især uddannelse af piger og folkeoplysning står på programmet.

Desuden skal Dorthe Pedersen være med til at skabe samarbejde på tværs af centrene.
Operation Dagsværks indsamling i 1999 gav 5 mio. kr., der bl.a. bruges til at støtte unge sudaneseres uddannelse via disse ressourcecentre.

Dorthe Pedersen er opvokset i Viborg og Middelfart og læreruddannet fra Odense Seminarium i 1999. Inden turen til Afrika arbejdede hun på Torstorp Skole i Høje Taastrup.