Læseraketten lander hos 190.000 skoleelever

Forfatter billede

Fredag før påskeferien (26. marts) sparker IBIS den årlige kampagne ”Hele Verden i Skole” i gang på halvdelen af landets skoler, når kampagnens bog LæseRaketten – et undervisningstilbud til global undervisning – lander på skolerne hos 190.000 skolebørn.

MASSER AF FODBOLD
”Spark skolen i mål” er sloganet for årets uddannelseskampagne, som u-landsorganisationen IBIS står for i Danmark. Derfor handler flere af teksterne i LæseRaketten 2010 og en del af kampagnens aktiviteter i år om fodbold.

På grund af VM i Sydafrika kommer opbakningen i år ikke kun fra den stribe dedikerede børnebogsforfattere og illustratorer, der har doneret fabelagtige tekster og farverige tegninger til LæseRaketten.

Men også fra hele det danske rød-hvide fodboldlandshold.

Under VM i Sydafrika i juni går holdet på banen for at score mål, men spillerne har også et andet mål: at få hele verdens børn i skole. 1GOAL: Uddannelse for alle – er budskabet, som spillerne har med til VM.

FODBOLDSTJERNER KRÆVER UDDANNELSE TIL ALLE
Sammen med fodboldstjerner som Thierry Henry, Zinedine Zidane, Sir Bobby Charlton og klubben FC Barcelona opfordrer det danske landshold under slutrunden i VM tv-seere overalt i verden til at skrive under på kravet om uddannelse til alle.

I Danmark kan voksne klikke sig ind på 1goal.dk og læse mere om kampagnen.

Mens danske skoleelever opfordres til at give deres underskrift på ibis.dk/verdeniskole/abc.

PRES PÅ VERDENS LEDERE
Formålet med 1GOAL-kampagnen, som også FIFA står bag, er nemlig at samle 30 millioner underskrifter på verdensplan.

Underskrifter som skal afleveres til verdens ledere, når de til september mødes i FN for at følge op på netop målet om at alle børn i verden skal i skole senest år 2015. Samme mål IBIS har med den årlige uddannelseskampagne Hele Verden i Skole, som LæseRaketten er en del af.