Fødselaren er uddannet sygeplejerske og har siden sommeren 2016 været udsendt for den danske organisation, Luthersk Mission (LM), til arbejde i Cambodja.
Lisbeth Reuss-Schmidt er født i Tønder og opvokset i Skjern, men har boet i Aarhus siden 1991, hvor hun begyndte sine studier. Den unge sønderjyde startede på medicinstudiet, men skiftede undervejs til sygeplejestudiet, fordi hun – som hun selv udtrykte det – gerne ville have mere med patienterne at gøre.
I over 18 år har hun arbejdet som sygeplejerske på Regionshospitalet i Randers. Hun har løbende efteruddannet sig med en master i sygepleje fra Deakin Universitet i Australien og en diplomuddannelse i offentlig forvaltning.
Desuden har hun engageret sig i organisatorisk arbejde, og har både været tillidsrepræsentant og medlem af Dansk Sygeplejeråds bestyrelse i Midtjylland.
Siden de unge år har Lisbeth Reuss-Schmidt ønsket at rejse ud som missionær og gøre en forskel i udlandet. Derfor vakte stillingen som teamleder for Luthersk Missions udsendte i Cambodja da også hendes interesse. Hun blev udsendt fra sin menighed Aroskirken i Aarhus, hvor hun også har været engageret i bestyrelsesarbejde.
Lisbeth Reuss-Schmidt har siden sommeren 2016 boet i hovedstaden Phnom Penh, hvor hun har udført administrative og repræsentative opgaver for Luthersk Mission som kontaktperson mellem de udsendte medarbejdere, organisationen i Danmark og dens samarbejdspartnere i Cambodja.
Desuden har hun haft sundhedsfaglige opgaver med månedlige besøg ved et projekt i “Fjendeskoven” i det nordlige Cambodja, hvor kirken har et omfattende diakonalt arbejde i samarbejde med Luthersk Mission.
Fødselaren er p.t. i Danmark, hvor hun har haft møder, holdt ferie og fejret lidt fødselsdag på forskud, inden turen senere går ”hjem” til Phnom Penh.
Læs mere om Luthersk Missions arbejde i Cambodja.
Luthersk Mission om Luthersk Mission
Missionsorganisation stiftet i 1868. Luthersk Mission er den organisation i Danmark, der har flest missionærer udsendt – i øjeblikket omkring 40 missionærer og volontører. De arbejder bl.a. med bibelundervisning, sundheds- og litteraturarbejde i Peru, Cambodja, Tanzania, Etiopien og Grønland.
Herhjemme arbejder Luthersk Mission med integration af flygtninge og indvandrere og har et omfattende børne-, ungdoms- og menighedsarbejde fordelt på næsten 100 fællesskaber rundt om i Danmark.