Daba
Kunstner: Oum
Titel: Daba
Udgivet af: Lof Music
Oum!!!
Navnet får alle der elsker arabisk musik til at stoppe op. På grund af Oum Khaltoum (1898-1975), som var den største kvindelige arabiske sangerinde nogensinde. Et nærmest helligt navn, som faktisk var et kunstnernavn og navn på en af profetens koner.
Men denne Oum er fra Marokko, og jeg fik første indtryk af hendes særegne karisma tilbage i 2015, hvor jeg var på den afrikanske messe for verdensmusik med den relevante titel “Visa For Music”. Den foregår hvert år i november i hovedstaden Rabat.
Dengang var Oum El Ghaït Benessahraoui – efternavnet handler om rødder i Sahara – fremme med sit første album med internationalt potentiale, Zarabi. Egentlig havde sangerinden, der egentlig kommer fra Marrakesh, allerede markeret sig to år før med sit tredje album, “Soul of Morocco”, som førte til en optræden på den toneangivende gnawa-festival i Essaouira, ligesom hun blev introduceret på Taragalte-festivalen, som er del af den turné rundt i Sahara, som hvert år har været i stedet for Festival In The Desert, som jo blev afholdt i en del af det nordlige Mali, som fortsat skønnes for farlig for turister. Den marokkanske festival afholdes hvert år i M’Hamid, en oase nær Zagora i den del af den marokkanske ørken, hvor der er klassiske romantiske kæmpeklitter frem for den stenede Hammada-overflade, som ellers dominerer.
Men tilbage til anmeldelsen:
Oum spillede tidligere en noget tyndbenet gang lounge med hints til gnawa, hassani-musik fra Mauritanien, samt den jazz og soul, som egentlig var hendes oprindelse. Alt det er ændret på denne nye plade, der stopper tiden og signalerer et nyt udgangspunkt. Derfor er titlen meget passende, for Daba er arabisk for Nu.
Født på ny
Hvis man går tyve år tilbage, var arabisk musik stagneret og alle refererede til den gyldne æra for egyptisk film, men så begyndte der at ske radikale ting, og de bedste kom faktisk fra diasporaen, så som den engelske Asian Underground-scene, som med sangerinden Natacha Atlas i bandet Transglobal Underground fik en revolutionær, der godt nok havde Oum Khaltoum og Fairuz på nethinden, men også turde tage de arabiske fraseringer og rytmer i nye retninger, der var som arabisk triphop.
Det skabte røre i Kairo og det nye center for arabisk musik, nemlig Dubai, men det var stadig som så med de helt store landvindinger, og den eneste, der for alvor nåede ud hinsides den temmelig klaustrofobiske arabiske scene var raï-stjernen Khaled. Men lidt efter lidt kunne også den arabiske scene opvise singer-songwriters, som havde originalitet, specielt tunesiske Souad Massi, libanesiske Elyssa og den syrisk-libanesiske omvandrende skandale, George Wassouf. Og indenfor de sidste år altså også marokkanske Oum, som 41 år gammel med denne nye plade endelig synes at have fundet nøglerne til en musik fyldt med originale input og identitet.
Som på tredje skæring, “Temma”, som kører nogle trommer af, der både kan minde om ørkenens guedra og den populære folkemusik fra Marrakesh, dekha marakshia, samtidig med at Oum og hendes kor synger smygende elegant og stemningen sættes af arabisk oud.
Eller det æteriske og sensitive drømmetrack, “Rhyam”, hvor Oum bygger den op med skygger af soul i et frækt arabisk jazzland, hvor oud’en igen er markør, mens en sød dæmpet trompet hilser på, og der kører en uimodståelig lounge-bas, kommer lidt persisk daf-rammetromme på, og det hele er så elegant, specielt fordi alle ingredienserne bager op til Oums dejlige stemme, som virkelig har fundet ind til noget rigtigt. Det er utroligt så dygtige, de er blevet i studierne i Casablanca.
Oum har virkelig fået glød i stemmen på dette album, og skal du udforske arabisk musik for første gang, findes der intet bedre sted at starte.
Det er nu – daba – og en herlig feministisk stemme fra landet, hvor solen synker i havet.