Manifestation på torsdag: Skolebørn fatter brikkerne – gør politikerne?

Forfatter billede

Torsdag den 12. maj kl. 9.45 – 12.00 vil et par hundrede skoleelever ankomme til Christiansborg i København og her fatte egne og andres brikker i et forsøg på at lægge Danmarks største skolegangs- puslespil.

Men puslespillet mangler brikker; nemlig de mange millioner børn i verden, som ikke går i skole. Dem skal Folketingets politikere nu få øje på, skriver bistands- og solidaritetsorganisationen IBIS på sit website mandag

Tirsdag og onsdag er der lignende events i Aarhus og Aalborg.

Man kan finde programmet for den globale aktionsuge på http://www.ibis.dk/dokumenter/ibisdoc262_aktionsugen.pdf

På Bertel Thor-valdsens Plads uden for Christiansborgs tykke mure lægger eleverne torsdag det store puslespil i samarbejde med IBIS. Hver brik er udformet af en dansk skoleelev, og fortæller på kreativ vis, hvad netop dette barn har lært i skolen.

– Børnene har lavet brikkerne ud fra, hvad de selv har lært ved at gå i skole. Men puslespillet bliver hullet. For der er stadig 69 millioner børn i verden, der ikke går i skole, og derfor ikke har mulighed for at blive en brik i verdens store puslespil, siger Helle Gudmandsen.

Hun leder IBIS’ Hele Verden i Skole-kampagne, som er en del af en global kampagne for at få alle børn i skole.

Lige nu strømmer brikkerne til det gigantiske puslespil ind på IBIS’ kontor i København. Eleverne dekorerer og skriver korte budskaber eller længere historier på de mange brikker i A4-størrelse. En dreng har tegnet en fodboldbane på sin brik klippet ud af grønt karton, mens en pige har dekoreret sin puslebrik i pink med blomster og hjerter.

”Hvis ikke jeg gik i skole ville alting være trist. Alle andre kunne læse og regne. Man ville føle at man bare var en lille lus som irriterede når den spiste,” skriver Anna fra 4.b, Søndersøskolen på Fyn, på sin røde brik.

Nogle af elevernes puslebrik-historier og taler skrevet til lejligheden bliver læst op på pladsen og siden overrakt til undervisningsministeren. Puslespillet måles op og kommer forhåbentlig i Børnenes Rekordbog, som det areal-mæssigt største puslespil lagt af børn i Danmark.

Eventen er en del af en global kampagne for at få alle børn i skole inden år 2015. I Danmark står IBIS med uddannelseskampagnen ”Hele Verden i Skole” for den danske del af kampagnen.

Verden over arbejder skoleelever i den globale aktionsuge med børns ret til skolegang.

180.000 danske skoleelever er i år med i kampagnen. Udover at skrive taler og dekorere puslebrikker, har eleverne læst i IBIS’ læsebog LæseRaketten og samlet ind til børn i Bolivia.

Alt sammen for at gøre det klart overfor de danske politikere, at danske børn ikke længere vil finde sig i, at der stadig er 69 millioner børn i verden, der ikke går i skole.

FAKTA

Aktionsdagen er en del af IBIS’ årlige uddannelseskampagne ”Hele Verden i Skole”, der sætter fokus på børns ret til at gå i skole som led i en global kampagne.
180.000 danske skolelever er i år med i kampagnen, som blev skudt i gang, da læsebogen ”LæseRaketten” landede på landets skoler.
Over 120 lande er med i den globale kampagne for uddannelse til alle

CITATER fra puslebrikkerne

”Da jeg kom til dette land følte jeg mig døv. Alle prøvede at lære mig at tale, men det gik ikke. Men så blev jeg 6 og jeg var næsten rask. Jeg kunne læse, skrive to sprog og lykkelig var jeg.”
Sarah Altaraihi

”Jeg fik lov til at gå i skole og lære at man skulle ha en uddannelse for at være en bager. Der er 69.000.000 børn som ikke går i skole og en af dem er Ole. Han har ikke noget hus og han har lus, så derfor må vi hjælpe, så de måske kan komme ud og kælke, men nej vi skal glemme at kælke også skal vi bare hjælpe.”
Marco, 6.klasse:

”Det er godt at læse fordi hvis man skal til Aarhus ved man hvor vejen er”.
Dina, 4.a

Yderligere oplysninger hos:
Helle Gudmandsen, kampagneleder, IBIS
tlf.: 35 20 05 29, mobil: 20 86 00 84, mail: [email protected]
Hanne Selnæs, kommunikationsmedarbejder, IBIS
tlf: 35 20 05 24, mobil: 60 43 33 32, mail: [email protected]