Nairobi-prisen til afdød journalist

Redaktionen

Danske u-landsjournalisters forening, Nairobi-klubben, har på sin årlige generalforsamling onsdag tildelt afdøde journalist Jesper Jespersen sin hædersbevisning, Nairobi-prisen, for hans fortjenstfulde virke.

Jesper Jespersen døde i november 2003 kun 51 år gammel efter længere tids sygdom.

I prisindstillingen fra journalisterne Birgit Lundbak og Peter Wulff Kåri hed det:

“Jesper Jespersen var gennem hele sin journalistiske karriere stærkt optaget af og engageret i u-landsområdet. Det blev udtrykt bl.a. gennem formandskabet i Nairobi-klubben, den danske redaktørpost for (tidsskriftet, red.) Development Today og ikke mindst gennem talrige rejser og mange artikler.
Han leverede gennem årene en række fine artikler om Danmark og u-landsbistanden. Han fastholdt konsekvent sin interesse og gravede i sine artikler dybere end de fleste. Han var altid optaget af, hvordan bistanden kom de fattigste til gode. Han var en grundig, redelig og kritisk journalist med stor personlig integritet, og det var egenskaber, der af og til bragte ham i konflikt med systemet.
Jesper Jespersen efterlader et stort tomrum i en tid, da interessen for u-lande og bistand ikke er særlig høj, og regeringen kan komme igennem med nedskæringer uden synderlige reaktioner i medierne”.

Den anden indstillede til Nairobi-prisen var denne nyhedstjeneste, u-landsnyt.dk.

Journalist Henrik Fisker skrev i sin indstilling:

“Redaktionen af hjemmesiden, u-landsnyt.dk, indstilles til Nairobi-prisen 2004 for at have udfyldt et informationsmæssigt tomrum om Danmarks forhold til udviklingslandene. Hjemmesiden med tilhørende nyhedsbrev har på kort tid slået sit navn fast som den centrale nyhedstjeneste, når det gælder såvel nyt fra Den tredje Verden, de globale bistandsnyheder som livet i de danske u-landsorganisationer.
I en kort og overskuelig form er u-landsnyt.dk via sin tilgængelighed blevet et nyttigt redskab for enhver, der har brug for let og hurtigt opdatering på disse områder. Det er værdifuldt i en tid, da den danske interesse for udviklingsspørgsmål synes at have svære kår.”

Det er første gang Nairobi-prisen gives til en ikke nulevende person. Ifølge Nairobi-klubbens vedtægter kan “klubben en gang om året uddele Nairobi-prisen til en person, gruppe eller organisation, som på anerkendelsesværdig måde har bragt fattige landes vilkår frem i danske medier, eller som har stået for et perspektivrigt initiativ til gavn for befolkningsgrupper i fattige lande”.

Prisen uddeles efter urafstemning blandt Nairobi-klubbens medlemmer.