Nu får gymnasierne eget materiale om u-landene – og for første gang

Forfatter billede

Udviklingsbistanden er det stærkeste redskab, vi har i værktøjskassen for Danmarks udenrigspolitik. Det har forskere og andre skriftkloge fremhævet gang på gang (se et eksempel længere nede). De unge ved bare alt, alt for lidt om det.

Til dato har der nemlig ikke været noget undervisningsmateriale til gymnasieskolerne, som sætter spot på dansk udviklingsbistand og –samarbejde. 

Emnet har reelt sagt ikke fyldt meget og blot været beskrevet som del af nogle brede formuleringer om Danmarks internationale relationer. 

Det er der imidlertid rådet bod på nu med et særligt web-baseret undervisningsmateriale, ”Danmark og Verdens Fattige”. Og det er frit tilgængeligt helt gratis på undervisningsministeriets materialeplatform www.emu.dk

16 små film og detaljeret lærervejledning

Materialet indeholder hele 16 små film og en detaljeret lærervejledning med grydeklare forslag til elevopgaver.

Seks af filmene er formet som 5-8 minutters dokumentarfilm, der fortæller historien om dansk bistand.

Helt fra Danidas spæde start i 1962 og til i dag, hvor u-landshjælpen – eller udviklingssamarbejdet som det nu hedder – står over for helt nye udfordringer.

Filmene beretter åbent om udviklingsbistandens såkaldte hvide elefanter, om hvad den kolde krig og dens ophør betød for bistanden, om nogle af de andre ting end udviklingsbistand som klimaforandringer og verdenshandel, der påvirker Danmarks forhold til verdens fattige. Og meget mere.

Fire danske arketyper om bistanden

I seks andre små film kommer professor og tidligere formand for Danidas styrelse, Holger Bernt Hansen, med sine personlige kommentarer til de epoker og fænomener, de seks dokumentarfilm beskriver.

Holger Bernt har gjort hele turen med dansk udviklingsbistand med, fra han i starten af 1960’erne tog til Uganda for at studere og undervise ved universitetet i Kampala.

I fire ’holdningsfilm’ portrætterer skuespiller Jon Lange fire typer af danskere, vi alle godt kender og som indsamlere typisk kan møde, når de stemmer dørklokker for at samle ind til verdens fattige. 

Test viser at kombinationen virker

Kombinationen af de faktabaserede dokumentarfilm, Holger Bernt Hansens personlige kommentarer og perspektiver, Jon Langes til tider provokerende arketyper, de mange links og ekstraoplysninger er valgt for at give mange forskellige indgangsvinkler til det store emne og omfattende materiale.

At kombinationen virker, viste tests og evalueringer af materialet i et par gymnasieklasser på Rødkilde Gymnasium i Vejle.

Eleverne viste stort engagement i et emne, der ofte opfattes som lidt ’støvet’, og deres ideer og kommentarer var med til at påvirke den endelige udformning af ”Danmark og Verdens Fattige”.

FAKTA om Danmark og Verdens Fattige

* Nyt gratis undervisningsværktøj til gymnasiet skal sætte udvikling og dansk udviklingsbistand på dagsordenen blandt de unge.

* Materialet er udarbejdet til brug i samfundsfag på de gymnasiale uddannelser, men kan også bruges til tværfagligt samarbejde med naturgeografi og dansk samt i forbindelse med udarbejdelse af SRO, SRP og AT.

* Materialerne er frit tilgængelige på undervisningsministeriets materialeplatform, www.emu.dk

* Filmmaterialer: http://www.emu.dk/modul/danmark-og-verdens-fattige-film

* Lærervejledning: http://www.emu.dk/modul/danmark-og-verdens-fattige-undervisning 

Du finder holdningsfilmene ved at gå ind på ovenstående link om filmmaterialer, vælge relaterede moduler – Danmark og verdens fattige Film ude i højre side – så ligger holdningsfilmene i bunden under navnene Søren, Rasmus o.s.v.

Et vigtigt underkendt emne

Danmark og Verdens Fattige gør det muligt for eleverne at fordybe sig i relevante temaer inden for udvikling og udviklingsbistand, bl.a. som en af de måder, hvorpå Danmark kan høre noget konkret i en stadig mere globaliseret og kompleks verden.

Emnet har hidtil ikke fyldt meget i gymnasieskolens undervisning, da det kun har været beskrevet som del af en række brede formuleringer om Danmarks internationale relationer. 

Undervisningsværktøjet består af:

* Seks korte historiske dokumentarfilm om Danmarks udviklingsarbejde fra 1962 til i dag.
* Seks tilhørende vidneberetningsfilm. Professor Holger Bernt Hansen giver en tæt og personlig skildring fra en lang karriere inden for udviklingsarbejdet.
* Fire holdningsfilm med skuespilleren Jon Lange, der karikerer persontyper baseret på analyser af danskernes holdning til udviklingsbistand og lægger op til debat og rollespil i klassen.
* Detaljeret lærervejledning introducerer til faglighed, fleksible undervisningsforløb med op til 14 moduler, tilhørende elevopgaver samt værktøjskasse til eleverne.

Et moderne elevinvolverende undervisningsværktøj

Danmark og Verdens Fattige er et filmbaseret undervisningsværktøj, der engagerer og involverer eleverne i undervisningen på en sjov og afvekslende måde.

Undervisningen har en filmisk tilgang til emnerne og lærervejledningens 14 moduler tager bl.a. udgangspunkt i kildesøgning på nettet og anvendelse af sociale medier.

Brugerskabt udvikling bag undervisningsmaterialet

Udviklingen af Danmark og Verdens Fattige har bl.a. udgangspunkt i tests og evalueringer i  2.J og 3.J på Rødkilde Gymnasium i Vejle.

Erfaringerne fik stor indflydelse på undervisningsværktøjets endelige udformning. Eleverne gav mange ideer til de metoder og teknikker, der skal til for at sikre et stort engagement og involvering i undervisningen. 

Vide mere?

Kontaktpersoner:
Jesper Heldgaard +45 20 43 58 18 og [email protected]
Anders Dencker Christensen 20 73 49 89 og [email protected] 

Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen om dansk u-landsbistands store betydning for vor rolle i verden på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/28-05-14/nyt-lille-danida-m-genopfinde-sig-selv-er-klassisk 

Bag om Danmark og Verdens Fattige

Undervisningsmaterialet er udviklet af Dansk AV Produktion i samarbejde med Visual Story, konsulent Jesper Heldgaard og lektor i samfundsfag Anne Lise Bennedsen, efteråret 2013 og foråret 2014.

Producent og projektleder: Cand. Comm. Anders Dencker Christensen
Tilrettelægger: Cand. Comm. Peter Zeuthen
Udviklingsfaglig tilrettelægger: Journalist Jesper Heldgaard
Pædagogisk konsulent: Lektor i samfundsfag, Anne Lise Bennedsen
’Danmark og Verdens Fattige’ er finansieret af Danidas Oplysningsmidler.

U-landsgammelt – nok en guide til filmsøgning

Står du og mangler et filmklip fra 1964 af det danske mejeri-projekt i Syrien? Har du brug for levende billeder af de første u-landsfrivillige? Eller vil du have fat i en infofilm fra 1964 om den første Danmarksindsamling?

U-landsgammelt præsenterer en guide, som kan printes og gemmes.

Se meget mere på http://www.u-landsnyt.dk/blog/1005/u-landsgammelt-guide-til-films-gning