Ny alliance sætter fokus på fordele ved at gøre klodens byer grønnere

church-city-green-city-671700
Thomas Jazrawi

Lad mere natur råde i storbyerne, og det vil virke som beskyttelse mod de voldsomme konsekvenser af klimaforandringer.

Derudover vil indbyggerne få mulighed for at leve sundere og bedre.

Det er budskabet for den nye alliance IUCN Urban Nature Alliance med den internationale naturorganisation IUCN i spidsen. 

“I 2050 vil over to tredjedele af verdens befolkning bo i byer. Naturen kan hjælpe med at skærme byboere fra de værste konsekvenser af klimaforandringer og give dem mulighed for at leve sunde og tilfredsstillende liv”, siger Inger Andersen, den danske forperson for den verdensomspændende organisation, som fortsætter: 

“Den nye IUCN Urban Nature Alliance vil hjælpe med at give plads til mere natur i urbane områder og fremme bevægelsen mod grønne byer, som er gode at leve i, hvilket der er et stort behov for på tværs af kloden. Vi er begejstrede for at arbejde med Scottish Wildlife Trust i dette vigtige projekt og udtrykker vores dybeste taknemmelighed til Arcadia Fund”.

IUCN samarbejder med Scottish Wildlife Trust om et pilotprojekt i Edinburgh, mens Arcadia Fund har støttet initiativet. 

Byområder bliver ramt langt hårdere end de omgivende landområder, lyder det i opslaget fra IUCN. Det gælder i forbindelse med eksempelvis oversvømmelser, storme, forurening af luft og vand samt opvarmning. 

Der er stigende dokumentation for, at grøn infrastruktur som byskov, grønne mure og tag samt vådområder kan have mange fordele for indbyggerne i form af sundhed og velvære, reduceret risiko for oversvømmelse samt renere vand og luft, skriver organisationen.