Af Ane Nordentoft, U-landsnyt.dk
Journalister skal være forsigtige med at sætte navne på HIV-smittede, voldtægtsofre, homoseksuelle og børnesoldater, når de skriver fra den 3. verden, påminder ny bog. Danske NGO’er er opmærksomme på problematikken, når de har journalister med ude.
Sårbare kilder i særligt 3. verdens-lande kan blive stemplet eller ligefrem komme i fare, hvis de taler med udenlandske journalister.
I den digitale tidsalder kan deres navne og fotos googles i hele verden, og dermed kan bl.a. HIV-smittede, homoseksuelle eller voldtægtsofre blive identificeret, selv om der er tale om et netmedie i fjerne Danmark.
Det er en af de problematikker, der bliver rejst i en ny bog, ”Etik for journalister på nettet”, som er skrevet af Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen og netop er udkommet på Forlaget Ajour.
14-årigt voldtægtsoffer spredt via Facebook
Bogen indeholder blandt andet et eksempel på et svensk tidsskrift, der måtte fjerne navne og billeder fra en netartikel, fordi journalisterne i en reportageartikel fra DR Congo havde bragt navn og billede på mindreårige voldtægtsofre.
En af pigerne er kun 14 år. Hun blev interviewet til tidsskriftet fordi det personale, der var på arbejde på hospitalet hvor pigerne var indlagt, ikke vidste at hospitalet forlanger, at mindreårige skal være anonymiserede i medierne.
Inden artiklen blev ændret, var artiklen allerede delt over 20.000 gange på Facebook.
”Hvis en lille dansk avis har en historie på nettet, kan man også læse det i Uganda og Sydkorea og hele verden. Her skal man have omtanke over for folk, der kan komme i klemme på en eller anden måde, for det kan få konsekvenser i dag,” siger en af bogens forfattere, Jakob Albrecht.
Han påpeger, at det også er en vigtig pointe for kommunikationsfolk, der arbejder i nogle af de organisationer, som tager journaliser med på presseture til de lande, hvor NGO’erne arbejder.
Her er det vigtigt, at organisationerne er klar over deres ansvar for at beskytte de mennesker, der bliver interviewet, siger Jakob Albrecht.
Tillid til organisationen
De danske hjælpeorganisationer er da også opmærksomme på problematikken og har standardprocedurer for at beskytte kilder.
I Dansk Flygtningehjælp forhåndsorienterer kommunikationsafdelingen repræsentanter for flygtninge om, at der kommer danske journalister til stedet.
”Vores praksis er, at vi gør alt hvad vi kan for at sikre, at folk ved hvad de siger ja til, og at de har givet deres samtykke til både at medvirke i artikel og få taget foto. Vi har en samtykkeerklæring, kilderne kan udfylde, og en tro- og love erklæring om forsvarlig brug af fotos og tekst,” siger Peter Kamph, afdelingschef for presse og kommunikation i Dansk Flygtningehjælp.
Han tilføjer, at organisationen ofte bliver bedt af journalister om at facilitere interviews og formidle kontakt til de mennesker, den i forvejen arbejder med.
”I det ligger også, at de mennesker skal bevare tilliden til, at vi er fornuftige,” siger Peter Kamph.
I disse tilfælde er der altid en lokal medarbejder med, både til at tolke og tage sig af praktiske anliggender, tilføjer han.
Historier der ikke bliver fortalt
Mellemfolkeligt Samvirke arbejder ligeledes med en samtykke-formular, hvor de mennesker, der bliver interviewet og fotograferet, giver deres samtykke til at medvirke. Det bliver forklaret, hvilken kontekst deres historie vil blive brugt, oplyser kommunikationschef Henriette Winther.
”Når vi inviterer eksterne journalister på besøg i vores program-lande, så har vi en særlig mulighed for at bygge bro mellem danske medier og mennesker, der lever i fattigdom eller som på forskellig vis har en unik historie. Og det vil vi rigtig gerne, men vi er selvfølgelig opmærksomme på at de mennesker, som skal medvirke, er interesserede i det,” siger hun.
”Vi beder kun folk medvirke i en kontekst som vi kan stå inde for – altså at det er linket til vores konkrete arbejde, og vi foretager en vurdering af om det er risikabelt for folk at medvirke, eller om det ligefrem er en fordel. Der er flere eksempler på historier som vi ikke har fortalt, fordi det er risikabelt for de mennesker, det handler om,” siger Henriette Winther.
