Formanden for Oxfam International er blevet tilbageholdt i sit hjemland Guatemala på grund af en mistanke om, at han var involveret i korruption i sin tid som finansminister i landet. Det skriver CNN tirsdag.
Den danske organisation Oxfam IBIS er en del af Oxfam International.
Anklagen mod Juan Alberto Fuentes har intet med hjælpeorganisationen Oxfam at gøre men den kommer på et tidspunkt, hvor organisationen befinder sig i alvorlig modvind efter at det er kommet frem, at medarbejdere i organisationens britiske afdeling har betalt for seksuelle ydelser under deres udstationering i Haiti i 20111.
Fuentes blev tilbageholdt sammen med tidligere præsident Alvaro Colom og otte andre. Sagen handler om økonomiske transaktioner mellem staten og et selskab som stod for den offentlige bus-transport i landet.
Ifølge Oxfams direktør Winnie Byanyima har Fuentes været helt åben omkring anklagerne, som har kategorisk benægter. Han har som finansminister skrevet under på kontrakterne men han siger, at han ikke har haft viden om uregelmæssigheder i forbindelse med kontrakterne.
Juan Alberto Fuentes er uddannet økonom og har en ph.d.-grad fra et britisk universitet. Han var finansminister fra 2008 til 2010 og arbejdede derefter i FN’s økonomiske kommission for Latinamerika, ECLAC. I 2014 blev han professor i økonomi ved et universitet i Guatemala og i 2015 blev han udpeget til formand for Oxfam.