Ny leder i Dagsværk

Redaktionen

Operation Dagsværk får ny kampagneleder til årsskiftet. Det bliver den mangeårige aktivist i Mellemfolkeligt Samvirke, Pernille Neergaard, der afløser Jeppe Tolstrup, som tidligere har arbejdet som Grøn Guide på Nørrebro i København og er fhv. formand for Økologiske Igangsættere.

Pernille Neergaard (30) læser p.t. udviklingsgeografi på Københavns Universitet og er igang med sit speciale. Hun har betydelig erfaring som frivillig aktivist i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor hun bl..a har været koordinator for “Fredag mod fremmedfrygt” og busturen “Samhandelsrøveriet” i foråret.

Hun har siddet i Mellemfolkeligt Samvirkes styrelse siden 2002 og været udsendt som frivillig til Bosnien i 1997.

Pernille Neergaard bliver leder af et sekretariat med 2 lønnede ansatte, ca 10 fuldtids-frivillige og p.t. 4 studentermedhjælpere på adressen Studiestræde 24 i det centrale København.

Kampagnelederen er ansvarlig for Operation Dagsværks omfattende oplysningskampagne og tilhørende indsamling til fordel for uddannelse i Den 3. Verden.

I stillingsopslaget hed det, at man søgte en “engageret ildsjæl med udprægede lederegenskaber, der har god fornemmelse for at give andre plads til at udfolde sig”. Vedkommende må også gerne have politisk tæft, anføres det. Ikke uden betydning i disse tider med en VK-regering, der har rumlet om at afvikle elevernes fridag til Operation Dagsværk.

Stillingen er på fuld tid fra 1. januar 2004 til 31. januar 2005.

Læs også “Næste års Dagsværk støtter unge udsatte kvindelige arbejdere i Mellemamerika”, 09.12.03, i rubrikken Globale bistandsnyheder