Ny rapport: Vi kan få en verden uden fossile brændstoffer i 2050

Forfatter billede

Hele verden – fra Kina over Brasilien til USA – kan blive fri for fossile brændstoffer inden 2050. Det er det opsigtsvækkende budskab i et digert studie med titlen “The Energy Report”, som WWF Verdensnaturfonden netop har lanceret.

Det kan lade sig gøre selv i en tid, da verdens energiforbrug og transportbehov er stigende, skriver Verdensnaturfonden i Danmark i sit seneste elektroniske nyhedsbrev fredag.

Og det kan lade sig gøre uanset, at 1,4 milliarder mennesker ikke har adgang til stabil energiforsyning og at hele 2,7 milliarder bruger energiformer såsom brænde og trækul.

Rapporten er udarbejdet i samarbejde med det internationale analysebureau Ecofys.

“Rapporten viser i detaljer, hvordan hele verden kan blive fri for fossile brændsler, som både forurener naturen og er årsag til klimaforandringerne. Det er teknisk realistisk og økonomisk fornuftigt, siger John Nordbo, klima- og energichef i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling, og uddyber:

– Det giver f.eks rigtig god mening for EU at satse på energibesparelser og vedvarende energi, idet handelen med fossile brændsler forværrede EU’s handelsbalance med hele 240 milliarder euro i 2009.

Visionen for 2050

Visionen er, at verden i 2050 primært vil være et el-samfund. Store dele af transportsektoren og opvarmningen af vores boliger skal omlægges til elektricitet. Strømmen skal komme fra bl.a. vind, sol, vand eller bølger.

Hele energisystemet skal optimeres og bygge på effektive løsninger og på, at energien skal kunne hentes op fra lagre. Det kræver en langt bedre planlægning end i dag.

Biomasse vil også udgøre fremtidens energiforsyning. Det øger stadigvæk brugen af biomasse fra niveauet i dag. Og den øgede brug af biomasse, stiller os over for nye udfordringer og dilemmaer.

Det stiller nemlig store krav til en bæredygtig produktion, så hverken fødevaresikkerhed eller biodiversitet forringes eller truede dyrearter udryddes.

Energibesparelser i bygninger kommer tillige til at spille en afgørende rolle for fremtidens energivenlige samfund. I dag står bygninger for ca. 40 procent af energiforbruget.

WWF har udnævnt en række energiambassadører, som er med til at sætte fokus på, at det rent faktisk er muligt at skabe en fremtid fri for fossile brændsler. I Danmark er det Eelco van Heel, koncernchef i Rockwool.

Ved at udvikle energieffektive løsninger kan verdens energiforbrug i 2050 blive nedbragt til at være 15% lavere end i 2005 i stedet for at stige voldsomt.

En fossil fri verden kan medføre, at verden i 2050 kan spare næsten 4.000 milliarder euro om året på energieffektive løsninger – penge, der ellers ville gå til at betale for olie, gas og kul.

Men det kræver store investeringer at anvende og udvikle vedvarende energiteknologier, intelligente energisystemer, energieffektive løsninger og omstillingen af hele transportsektoren.

John Nordbo:
– At prioritere klima- og energiinvesteringer er sund fornuft, hvis vi ikke inden for meget kort tid vil se os overhalet af lande som Kina, USA og Brasilien. Når det gælder vigtigheden for landets økonomi, ligger danske clean tech virksomheder i dag på en eftertragtet førsteplads foran lande som Brasilien, Tyskland og Kina.

– Men den asiatiske tiger er i den grad vågnet. Nu må vi i gang. Erhvervslivets grønne løsninger og miljøorganisationerne er klar. Så nu ligger bolden på politikernes banehalvdel.

————
Hele rapporten kan hentes på http://www.wwf.dk/dk/Materiale/Files/Bibliotek/the_energy_report
Bemærk, at dokumentet er på 256 sider, så det kan tage lidt tid.

Yderligere oplysninger hos:
John Nordbo klima- og energichef i WWF Verdensnaturfonden
tlf: 21 34 22 92 eller via [email protected] eller
pressechef Charlotte Brix Andersen, tlf: 31 72 85 60 og e-mail [email protected]