Nye profiler i CARE Danmarks bestyrelse

Redaktionen

Flere nye profiler fra erhvervslivet, universitetsmiljøet og det politiske liv er valgt ind i bestyrelsen for u-landsorganisationen CARE Danmark

Blandt dem, som blev valgt ind på det årlige repræsentantskabsmøde, er koncernchef i Nykredit Mogens Munk Rasmussen. Derudover valgtes Svend Kaare Jensen, der er direktør i Deloitte, og Andreas Hastrup som er godsejer og politiker, samt den nyuddannede kulturgeograf, Marianne Haahr.

– Vi har tradition for, at kendte og respekterede profiler fra bl.a. erhvervslivet stiller op til vores bestyrelse, og vi er naturligvis meget glade for at kunne fortsætte denne linje med de kapaciteter, som nu er kommet ind i bestyrelsen, siger CARE Danmarks mangeårige generalsekretær, Niels Tofte, i en pressemeddelelse.

Der var genvalg til direktør Dorthe Arnoldi, direktør Ole M. Jung, professor, overlæge dr.med. Gunhild Lange Skovgaard og direktør Steen Uhrskov. Følgende personer har valgt at træde ud: Direktør Stig Andersen, afdelingsleder Jens Vestgaard og seniorforsker Helle Munk Ravnborg.

CARE om CARE

CARE Danmark arbejder med langsigtet udviklingshjælp i verdens fattigste lande, og satser især på at bistå mennesker med at bruge naturens ressourcer bedre og mere skånsomt – eksempelvis gennem nye dyrkningsmetoder og husdyravl.

Yderligere oplysninger hos CARE Danmarks informationsafdeling: Bjarke Myrthu, tlf. 35 200 112, e-mail [email protected]