De fleste vil nok forvente, at en international poesifestival handler om poesi og behandler en international relevant problemstilling eller har en deltagerkreds, som dækker mange områder af verden. Ingen af delene skulle vise sig at være tilfældet her. Tværtimod handlede festivalen om forsvundne børn i Guatemala, og festivalens ledelse bruger poesi som en måde at bryde tavsheden på.
Guatemala har en brutal og voldelig historie. I begyndelsen af 1980erne foregik et først meget senere anerkendt folkemord, hvor hundrede tusinder blev myrdet, fordrevet og tortureret. Borgerkrigen i landet varede i mere end 30 år og sluttede først med fredsaftalen i 1996. Den voldsomme historie har skabt en tavshed, som bygger på frygt – især blandt den indianske del af befolkningen, der udgør ca. 60% af landets befolkning.
Religiøst ritual
Det var først midt i den seks dage lange festival, at det viste sig, hvad den egentlig drejede sig om. Om morgenen meget tidligt blev vi kørt til udkanten af byen Quetzaltenango til et helligt sted. Her var vi vidne til et religiøst ritual med ofringer til forfædrene. Det varede i flere timer. Alt foregik i en åben atmosfære, hvor alle tilstedeværende blev indbudt til at deltage uden hensyntagen til tro, kultur eller forudgående kendskab til ritualet.
Dermed stod det klart, at der var en religiøs baggrund for festivalen og dens lokale deltagere. Ritualet var en meget kropslig og sanselig oplevelse. Poesien og litteraturen var noget helt sekundært og havde en instrumentel funktion for at opnå et formål om fred i sjælen og i lokalsamfundet.
Håndsynede bøger med silketryk
I Guatemala City er der et lille forlag Taller Artesanal Bizarro, som igennem 20 år har udgivet håndsyede bøger med originale grafiske tryk på bøgernes cover. Der udgives bøger i alle formater. Små pamfletter og tykke hardbacks. Forlagets mest voluminøse bog har en patron gemt indeni, som var den forsøgt skudt gennem bogen – et stærkt statement i en hovedstad, hvor man nemt risikerer at blive skudt ned, fordi man går på gaden.
Jeg møder forlæggeren Simon Pedroza ved et af festivalens aftenarrangementer i et kulturhus i centrum af Guatemala City. Han er en spændende og interessant intellektuel med et skævt (anderledes) perspektiv på alt, hvad han udtaler sig om: Det er for mig uforståeligt, hvorfor han ikke er en del af festivalen.
Da jeg dagen efter besøger ham, for at se hvordan han arbejder, fortæller han, at han er taknemmelig for, at han har haft mulighed for at udgive bøger gennem alle disse år, for – som han siger – man kan meget nemt blive slået ihjel, når man bevæger sig rundt i den her by. Det er tydeligt, at det ikke kun er tomme ord.
Den sidste aften i Quetzaltemango er vi ude i byen efter festivalens officielle afslutning. Her lukker nattelivet tidligt, men vi har fundet en bar med et aktivt dansegulv. Meget skuffende lukker stedet allerede klokken 01, men der er nogle af de lokale, som kender et andet sted få gader derfra, der har åbent længere.
Lidt senere ankommer vi til en mørk dør i et almindeligt beboelseshus. Der er en mand i døråbningen, der vinker alle indenfor. Vi bliver ført gennem et helt mørkt rum, hvor jeg ingenting kan se, og jeg når lige netop at blive betænkelig. Derefter træder vi ind i et stort lokale med dæmpet belysning. Her er en bar, hvor der sælges drinks, en DJ og toiletter. Alt hvad man kan ønske sig på en lørdag nat i byen.
Musikken er ikke vildt høj for at undgå at vække opsigt, hvis politiet skulle være i området. Vi befinder os i en af byens illegale barer. På et tidspunkt stopper musikken og alle bliver kommanderet til at være stille, fordi der er en politibil uden på gaden.
En af de lokale drenge kigger på mig og siger ”Welcome to the Third World”. Jeg skal til at takke ham for hans gestus, men jeg kommer til at tænke på, at det er vist netop dér, jeg har opholdt mig de sidste 20 år, selvom jeg for længst er holdt op med at bruge betegnelsen ”Third World”.
Tidligt om morgenen forlader vi baren. Netop som vi er kommet ud på gaden, drejer en politibil omkring hjørnet. Vi må hurtigst muligt forsvinde i de små brostensbelagte gader.
Der er en lov, der forbyder barer at have åbent efter midnat, men nogle barer holder åbent alligevel. Politiet får noget for at lade barerne være i fred, men de kører alligevel rundt og kontrollerer.