Panel: Trosmotiveret bistand skaber ofte positive resultater

Forfatter billede

På et velbesøgt temamøde om religion og bistand mandag i Århus-forstaden Gellerup påpegede flere deltagere, at trosbaserede organisationer, der opnår positive resultater i udviklingsarbejde, har et ansvar for, at religion bliver en del af løsningen snarere end en del af problemet i den globale udvikling. Mødet var det første af sin art i Danmark, hvor emnet blev taget op af repræsentanter for henholdsvis et kristent, et muslimsk og et humanistisk synspunkt, skriver missionsorganisationen Mission Afrika i en pressemeddelelse torsdag. Oplægsholdere var Abdul Wahid Petersen (Danish Muslim Aid), Uffe Torm (Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling) og Knud Vilby (forfatter og fvh. formand for Mellemfolkeligt Samvirke). Siden 1990 har Verdensbanken anerkendt religionens rolle i udvikling og haft et panel af religiøse ledere. Senere er FN og en række lande fulgt efter. Ifølge arrangør Arngeir Langås, koordinator for kristne muslimske relationer i Mission Afrika, er det vigtigt at skabe forståelse for religionens rolle i udviklingsarbejde, da religion har stor betydning i flere af de lande, der modtager dansk udviklingshjælp. Religion og udvikling Danmark er, som sekulært samfund unikt, og religionens rolle har globalt set, ifølge Uffe Torm, overrasket mange og givet anledning til mistillid overfor religiøse motiver. Knud Vilby påpegede således de globale tendenser, hvor religionsspørgsmål i stigende grad politiseres og knyttes til kampen om adgangen til knappe ressourcer. Det er med til at sætte både islams og kristendommens budskaber om tolerance og kærlighed på prøve. Neutralitet ikke muligt Udviklingshjælp vil ifølge Knud Vilby aldrig være neutral, for i udvikling ligger et motiv om at lave om på et samfund. Der vil altid ligge værdier til grund for udvikling og hvad enten det er sekulære værdier eller religiøse værdier, må man stille sig kritisk overfor, hvem forandringerne gavner mest. Derfor er det vigtigt, at udviklings-arbejde udspringer af lokale motiver og i dialog mellem modtager og bidragyder. I orden med statsmidler i religiøst udviklingsarbejde Abdul Wahid Petersen kunne som leder af Danish Muslim Aid bekræfte vanskelighederne ved at få bred accept som trosbaseret organisation, men anførte samtidig, at nødvendigheden af religiøse operatører ikke er blevet mindre. – De religiøse organisationer kan, netop i kraft af deres religiøse ståsted, indgå i dialog, hjælpe og skabe udvikling, hvor andre ikke kan, sagde han. Det afgørende er, ifølge Uffe Torm, at bistandspengene går til de, der kan opnå de bedste resultater og i øvrigt opfylder statens krav. Så længe succeskriteriet er hjælp og ikke omvendelse er trosbaserede organisationer derforvigtige medspillere udfra deres mange års erfaring indenfor udviklingsarbejde, hvor religion er nøglen til positive resultater. Yderligere oplysninger hos: Arngeir Langås, Koordinator for kristne muslimske relationer i Mission Afrika Tlf. 86 72 60 53 Mobil 24 88 13 35 og e-mail: [email protected] eller Bjarke Nygaard Løvind Tlf: 86 72 60 56 og e-mail: [email protected]