Pris til Ingeniører uden Grænser

Redaktionen

Ved et arrangement på Ordrupgaard ultimo august fik foreningen Ingeniører uden Grænser (IUG) overrakt Birch & Krogboe Fondens årlige pris på 250.000 kr.

Prisen blev overrakt af den radikale politiker, Lone Dybkjær, der gav IUG mange pæne ord med på vejen og fortalte, at hun netop havde meldt sig ind.

IUGs formand, Steen Valeur-Meller, takkede for prisen og lovede, at pengene vil blive brugt med omhu til at styrke foreningens synlighed for derigennem at tiltrække flere donorer og medlemmer.

Ingeniører uden Grænser består primært af frivillige ingeniører og teknikere, der stiller deres ekspertise til rådighed i katastrofesituationer – akkurat som Læger uden Grænser.

Med prisen ønsker Birch & Krogboe Fonden at belønne et inspirerende humanistisk initiativ med afsæt i ingeniørkunsten.

Læs mere på www.ewf.dk