Prisvindende journalist bliver kommunikationschef på Institut for Menneskerettigheder

Jakob Sheikh.


Foto: Simone Limoes
Laurits Holdt

6. oktober 2022

Jakob Sheik er uddannet journalist fra Danmarks- Medie og Journalisthøjskole og var i en årrække journalist og redaktør på Politiken, før han blev ansat som særlig rådgiver i Justitsministeriet.

Med erfaring fra både mediebranchen og toppen af centraladministrationen bibringer han solid erfaring med at omsætte strategi og kompleks viden til klar og tilgængelig kommunikation, skriver instituttet i en pressemeddelelse.

”Jeg kan ikke forestille mig en vigtigere og mere meningsfuld opgave end arbejdet med at sikre og styrke menneskerettighederne i og uden for Danmark. Det er en sag, der ligger mig meget nær. Og jeg glæder mig enormt til sammen med de dygtige medarbejdere at sikre, at instituttets arbejde bliver dagsordensættende, brugbart og endnu mere synligt for omverdenen, så vi kan skabe varige forandringer,” siger Jakob Sheikh.

Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder, glæder sig til samarbejdet med den nye kommunikationschef:

”Jakob Sheikh er en dygtig kommunikator med stor viden om og engagement i de vigtige dagsordener, vi arbejder med på Institut for Menneskerettigheder. Med sin stærke journalistiske profil og erfaringerne fra Slotsholmen er han den helt rette til at stå i spidsen for en styrket kommunikation om vores arbejde både nationalt og internationalt.”

Jakob Sheikh har skrevet flere bøger om international sikkerhedspolitik herunder om menneskerettighedsspørgsmål, ligesom han har publiceret forskningsartikler om emnet.

Hans arbejde har indbragt priser i både ind- og udland. Blandt andet fik han i 2015 Kristian Dahls Mindelegat, der også kaldes “Den lille Cavling-pris”, for sin dækning af de danske Syrienskrigere i Politiken.