RCT skifter navn til Dignity – Dansk Institut mod Tortur

Forfatter billede

Samme behandling, samme forskning, samme viden om tortur. Men nyt navn. Efter 30 år som Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) fortsætter arbejdet under navnet Dignity – Dansk Institut mod Tortur, skriver det hidtidige RCT på sit website.

Verden er et andet sted end for 30 år siden, da Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) for første gang slog dørene op. “Desværre er kampen den samme, bortset fra at vi, der kæmper mod tortur og organiseret vold, er blevet meget klogere og bedre til vores arbejde”, hedder det.

Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) er en “leder inden for sit felt. En organisation, man lytter til. En organisation, som nyder respekt blandt fagfolk, ligesindede, beslutningstagere og deslige”.

Vil “trænge gennem mediestøjen”

RCT ønsker at blive mere synlig i offentligheden og pressen og den organisation, som alle forbinder med torturbekæmpelse i Danmark.

Derfor har RCT brugt det sidste år på at gennemgå al kommunikation i huset, fra intern til ekstern. Fra web til tryk. Der er lavet en selvstændig kommunikationsafdeling, styrket med professionelle kræfter, som vil kombinere det kommercielle med sagen – kampen for en verden uden tortur.

“Hvis man vil være unik på sit felt, kan det hjælpe at have et unikt navn, som understøtter det arbejde, man laver i organisationen. Derfor har vi også spurgt os selv og interessenter, hvad vi og de synes om vores navn”, anføres det.

Og videre:

“Vi har holdt resultatet op mod det faktum, at pressen og mfl. konstant brygger en ny variation af navnet Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, og at hver tredje dansker er for tortur i enkelte tilfælde”.

“Det sender os et klart signal om, at vi er nødt til at være skarpere og mere til stede i forhold til befolkningen. Vi er nødt til at have platform, som er genkendelig, og som kan trænge igennem den megen støj, der er i medierne”.

Hvorfor lige Dignity?

Tortur er det værste overgreb, man kan begå mod mennesker. Det er et frontalangreb mod den menneskelige værdighed. Værdighed er kernebegrebet i menneskerettighedskampen.

Som der står i artikel 1 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, er alle mennesker født frie og i lige værdighed og rettigheder.

Værdighed sammenfatter det, som alle i RCT/Dignity arbejder med. Vi arbejder for at give herboende torturofre en værdig tilværelse i Danmark. Vi arbejder for at sikre, at frihedsberøvede bliver behandlet med værdighed.

Men når man arbejder mod tortur og organiseret vold, handler det ikke kun om torturofrenes værdighed, men vor allesammens værdighed. Hele samfundets værdighed.

For intet er så uværdigt som et samfund med tortur. Man kan sige, at RCT/Dignity arbejder for at indføre værdighed de steder, hvor torturen hersker. Værdigheden er den ultimative modsætning til ondskaben som er tortur, lyder det.

Dignity – Dansk Institut mod Tortur, som i sin fulde oversættelse også fungerer i international sammenhæng, er derfor “en værdig afløser” for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Det praktiske

Centret på Borgergade 13 i det centrale København forsætter med samme telefonnummer, men skifter hjemmesideadresse til: www.dignityinstitute.dk

E-mailadresserne bliver ændret således, at initialerne er de samme, men endelsen er ændret til @dignityinstitute.dk