Red Barnet: Det går for langsomt med at fjerne ulovligt børnearbejde

Forfatter billede

Lørdag den 12. juni er international børnearbejdsdag. Det er en dag, hvor vi som verdenssamfund gør status over indsatsen mod børnearbejde, skriver Red Barnet Danmark i en presseudtalelse fredag.

Ifølge spritnye tal fra den Internationale Lønmodtager Organisation (ILO) arbejder 215 millioner børn stadig ulovligt! Derudover vil de værste former for børnearbejde ikke være udryddet inden 2016, som ILO ellers tidligere har spået om, siger Neel Gammelgård, projektkoordinator i Red Barnet.

Ifølge ILO er der dog også fremgang på nogle områder: antallet af børnearbejdere på verdensplan er siden 2006 samlet set faldet med 3 procent, antallet af børn i farligt arbejde (særligt i alderen 5-14 år) er sunket med 10 pct. og børnearbejde blandt piger er reduceret med 15 pct.

Red Barnet opfordrer til, at Danmark ikke bruger krisen som bekvem anledning til at slække på indsatsen mod børnearbejde. I krisetider vil forbrugerne have billigere produkter, virksomhederne vil producere billigere, regeringer vil skære i de offentlige udgifter, herunder bistanden til u-landene.