Red Barnet fik 10 mio. ind ved landsindsamling

11206941_10207223665527118_869795171898862628_n
9C fra Engholmskolen i Allerød samlede 7.625 kroner ind til Red Barnet
Foto: Facebook
Forfatter billede

Det er 2,4 millioner mere end sidste år, og samme tal som i rekordåret 2011, hvilket er meget bedre end Red Barnet havde turdet håbe på efter flere års svigtende resultater.
 
”Vi er overvældede over, hvor mange, der har valgt at samle ind, og hvor godt de blev modtaget ved dørene. Jeg er sikker på, at der er en klar sammenhæng mellem viljen til at hjælpe og det stærke fokus, der i disse dage er på flygtningene i Europa”, siger Jonas Keiding Lindholm, konstitueret generalsekretær i Red Barnet (efter Mimi Jakobsen, red).

“Flygtningestrømmen er jo billede på den menneskelige tragedie, der udspiller sig i Syrien, i landene omkring og i de mange andre større katastrofer uden for Europas grænser. Jeg er fuld af beundring og dybt taknemmelig for, at befolkningen bogstavelig talt har rejst sig for at hjælpe nogle af verdens dårligst stillede børn”, lægger Keiding Lindholm til.
 
Hjælp til børn i Syrien og Nepal

Pengene fra årets landsindsamling går til børn i krig og katastrofer. For når bomberne falder, jordskælvet rammer eller sulten plager, er det børnene, der er de mest udsatte.
 
Som i Syrien, hvor krigen fortsætter på femte år med katastrofale følger for børnene. Flere end to millioner er flygtet ud af landet med deres familier, og endnu flere er fordrevne inde i landet.

Red Barnet hjælper både i selve Syrien, i nærområderne og i Europa for at sikre, at børnene og deres familier overlever, beskyttes og er trygge.

Og i Nepal, hvor Red Barnet stadig hjælper og beskytter de mange børn, som mistede alt under jordskælvet.
 
”De mindste er altid de største ofre, så allerede i morgen sender vi penge af sted til bl.a. børnene fra Syrien og Nepal. Desuden skal indsamlingen sikre, at vi hele det næste år er klar til at rykke ud med hjælp, når katastroferne rammer eller krigshandlinger kræver sine ofre og vores indsats”, siger Jonas Keiding Lindholm.
 
Hver indsamler har i gennemsnit fået ca. 1.000 kroner i bøtten i dag. Det kan f.eks. give mad til en familie i en måned, rent vand til 65 familier i en måned eller medicin til 100 børn.

Indsamlere, indsamlere….

Red Barnet Danmarks hovedbestyrelse pegede i efteråret 2013 på vanskeligheden ved at skaffe indsamlere til de årlige traditionsrige landsindsamlinger.

Det er så i høj grad lykkedes i år, hvor organisationen melder, at ca. 2.000 frivillige flere end sidste år var ude med raslebøsserne.  

I 2014 havnede det umiddelbare landsresultatet på 7,6 mio. kr. Det var stort set samme resultat som i 2013, hvor indsamlingen indbragte henved otte mio. kr., da alt var gjort op.

At “knække koden”

Hovedbestyrelsens undren over, at man ikke fik mere ind ved landsindsamlingerne fremgik af beretningen til repræsentantskabsmødet i Nyborg i oktober 2013, hvor man opfordrede til at “knække koden”, så resultatet forbedres.

Hovedbestyrelsens anfægtelser gik især på vanskelighederne ved at skaffe indsamlere, hvor man angiveligt har betydeligt “færre end sammenlignelige organisationer kan mønstre”.

“Hvis Red Barnets landsindsamling for alvor skal løftes, er der brug for at styrke den lokale hvervning af indsamlere markant”, hed det og videre:.

“I de kommende år må hovedkontoret, frivilligkonsulenterne og lokalforeningerne i fællesskab knække koden, så mange flere ruter kan blive besat – og indsamlingen dermed kan give endnu flere penge til arbejdet for udsatte børn”.

Stagnation bed sig ellers fast

Går vi tilbage, var der stort set ligeså mange penge i indsamlingsbøtterne til Red Barnet i 2013 som i 2012, nemlig henved otte mio. kroner,

Hverken i 2013 eller året før kunne man dog leve op til resultatet fra 2011, da hele 12.000 indsamlere skaffede over 10 millioner kr. i hus.

2011 var den hidtidige rekord og ligger to millioner kr. over resultaterne i både 2012, 2013 og 2014.

I 2010 indkom der ca. 8,5 mio. kr. mod ni millioner i 2009, mens tallet for 2008 var godt seks mio. og syv mio. i 2007.

Af udtalelser fra Red Barnet Danmarks formand, Lars Svenning Andersen, i 2013 stod det klart, at hans løsning på at knække koden bl.a. er at styrke lokalforeningerne landet over.

Stagnerende indsamlingsindtægter er et generelt problem for velgørende organsationer med internationalt humanitært sigte i disse år.