Rekord for årets indsamling til flygtninge – næsten 18.000 samlede ind

Forfatter billede

Det skriver Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse søndag aften.

Der var næsten 2.000 indsamlere flere end sidste år, da 16.000 danskere gik på gaden og skaffede det bedste resultat for landsindsamlingen i hus i 10 år. 16,3 mio. kr. kom der  i raslebøsserne i 2014.

Dengang gik pengene til flygtninge og fordrevne i bl.a. Syrien, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik.

I 2013 år indkom der 14 millioner, da Flygtningehjælpen holdt sin traditionsrige landsindsamling. Det var halvanden million mere end i 2012 og – igen – det bedste resultat i flere år.

“Pengene fra indsamlingen her i 2015 går til nogle af verdens mest udsatte mennesker i bl.a. Sydsudan og Syrien, hvor behovet er enormt”, fortæller generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, der lige nu befinder sig i Jordan. Han fortsætter:

“I går mødte jeg en syrisk flygtningefamilie med otte børn. De har boet i Jordan i mere end tre år nu og har hverken vintertøj eller isolering af deres lille, mørke værelse. Faren fortalte mig, at han følte, at hans liv var slut – og han var så ked af ikke at kunne skabe en fremtid for sine børn”.

“Det er familier som denne, vi kan hjælpe med de penge, som danskerne i dag har doneret”.

Bemærkelsesværdig fremgangstendens

Resultatet i år, i fjor og i 2013 bekræfter samtidig en bemærkelsesværdig fremgangstendens, som står i modstrid med adskillige andre u-landsorganisationer, som ikke får flere penge ind, når de tester danskernes givervilje til diverse formål.

Det er nu femte år i træk, at Dansk Flygtningehjælp lægger på i sit resultat. Det blev til 12 mio. kr. i 2011, 12,5 mio. i 2012, 14 mio. i 2013, 16,3 mio. i 2014 og altså 20 millioner i 2015.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Man lå indtil 2014 år stadig under resultaterne på 14,5 mio. kr. i 2010 og stort set det samme i 2009.

Resultaterne hænger nært sammen med antallet af indsamlere, for hver indsamler får i gennemsnit 1.000 kr. i raslebøssen.

I 2011 var der 12.000, i 2012 så 13.500, i 2013 over 14.000, i 2014 nåede man op på 16.000 og i år næsten 18.000.

Har man ikke mødt en indsamler, kan man stadig give penge til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling de næste par uger via sms, girokort eller MobilePay (60 101 101) – eller på www.vi-er-der.dk