Søren Pinds dilemma

Forfatter billede

KOMMENTAR

Af Michael Juul Larsen
politikassistent i Mellemfolkeligt Samvirke

Udviklingsminister Søren Pind (V) har for nylig lanceret sin nye udviklingsstrategi, der bl.a. lægger op til større fokus på den private sektor og erhvervsstøtte.

I den forbindelse har Mellemfol-keligt Samvirke været engageret i en diskussion om, hvorvidt fattig-domsfokus nu også er bibeholdt.

Lanceringen af den nye strategi kom kort tid før for-handlingerne om genopretnings-planen, som har fastfrosset dansk bistand.

Dansk bistand bliver dermed beskåret med 2,3 mia. over de næste 3 år, hvilket ifølge finansministeriets beregninger vil medføre et fald i dansk bistand fra 0,88 pct. af BNI (bruttonationalindkomsten) i 2009 til 0,76 pct. i 2013.

Det drastiske fald i dansk bistand afsporede den endelige debat i Folketinget om Pinds nye strategi. Det er der også god grund til.

Regeringens genopretningsplan gør op med Ulla Tørnæs’ løfte om, at verdens fattigste ikke skal betale for vores krise. De er uden skyld og bliver hårdest ramt af den globale finanskrise, der kommer oven i fødevarekrisen og klimakrisen.

Nu skal ”alle holde for” – selv verdens fattigste. Det er Søren Pinds store problem og dilemma.

Han skal nu ud og overbevise andre EU lande om, at vi skal leve op til vore forpligtigelser på 0,7 pct. af BNI på trods af krisen.

Søren Pind er dog ikke bekymret. For som han udtalte ved lanceringen af AidWatch rapporten om EU’s udviklingsbistand den 10. juni, får Danmark stadigvæk stor ros i EU.

Danmark misser imidlertid pointen. Ved at lave et opgør med tanke-gangen bag Ulla Tørnæs’ løfte har Danmark fjernet en stor del af legitimiteten bag sine argumenter.

Selv om Danmark får ros for, at bistanden er over 0,7 pct. af BNI, ændrer det ikke ved, at det bliver svært at argumentere for, at andre lande skal øge deres bistand og lade være med at bruge bistandsmidler på hjemlig økonomisk genopretning.

Danmark har ikke den økonomiske og politiske vægt, der skal til at sige, ”Gør hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør!”

Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev – Nyt om Miljø og Udvikling, juni 2010, nr. 67