Styrkelse af retsstatsprincipper er afgørende i CAR og Sydsudan

Laurits Holdt

Chefen for FNs Udviklingsprogram UNDP, Helen Clark, opfordrer det internationale donorsamfund til at styrke retsstatsprincipper, sikkerhed og retfærdighed i konfliktramte lande – i særdeleshed Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan.”Teknisk hjælp og støtte til at styrke rets- og sikkerhedssystemer er vigtigt for at stoppe voldelige konflikter, men det er ikke tilstrækkeligt i sig selv,” sagde Helen Clark ved UNDPs årlige møde omkring styrkelse af retsstatsprincipper i konfliktramte lande. Det skriver UNDP på sit danske websted.

”Det må gå hånd i hånd med arbejdet for at fremme forsoning, tillidsopbygning mellem forskellige grupperinger og hjælp til etablering af mere inkluderende og fredsbevarende institutioner.”

Helen Clark præciserede, at der er et stærkt behov for støtte til at sikre, at internationale retsstatsprincipper opretholdes effektivt, og for at FN bidrager til at etablere juridiske systemer, der kan fungere i overgangsfasen fra konflikt til fred.

Systemer, som beskytter civilbefolkningen og kan holde myndigheder ansvarlige. Det gælder ikke mindst i Den Centralafrikanske Republik og i Sydsudan.

Baggrunden for konflikten skal på dagsordenen

”Det er nødvendigt at støtte op om den meget skrøbelige fredsproces i Sydsudan, således at baggrunden for konflikten og konsekvenserne af volden bliver sat på dagsordenen,” sagde hun.

“Det er vigtigt at sikre, at den hjælp, der ydes til styrkelse af retsstatsprincipper og demokratisk regeringsførelse, er med til at fremme nationale udviklingsmål omkring etablering af ansvarlige institutioner og forbedring af adgang til offentlige tjenesteydelser.”

“Hvis der skal opnås bæredygtig og vedvarende fred og udvikling i Sydsudan, kræver det en koordineret politisk og teknisk indsats fra FN, lokale og regionale organisationer, medlemslande, civilsamfundet og andre aktørers side.”

”Udviklingsaktører må samarbejde med nationale partnere for at styrke nationale institutioner, facilitere forsoning og dialog mellem forskellige religiøse grupperinger samt modarbejde ekstrem fattigdom,” sagde Helen Clark med henvisning til Den Centralafrikanske Republik.

”Det er helt nødvendige elementer for at sikre fred og udvikling.”

Der skal skabes tillid til retssystemet

”Hvis retsstatsprincipperne skal have en chance for at få fodfæste, har Den Centralafrikanske Republik behov for international støtte til at opbygge uafhængige og velfungerende domstole. Retssystemet skal gøres tilgængeligt for alle, så det opfattes som retfærdigt og kan sætte en stopper for brud på menneskerettighederne. Hertil kommer som anden forudsætning et professionelt politikorps, der beskytter samfundet mod kriminalitet.”

I både Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik, hvor retssystemerne ikke fungerer, har vold og konflikt resulteret i tusindvis af dødsfald, tvunget hundredtusinder på flugt og udviklet sig til voksende humanitære kriser i begge lande.

På det årlige møde deltog, udover repræsentanter fra donorlande og FN, også repræsentanter for Den Demokratiske Republik Congo, Sierra Leone og Yemen for at diskutere muligheder og udfordringer for kriseramte samfund verden over.

Til mødet præsenterede UNDP sin årlige rapport om UNDPs arbejde omkring styrkelse af retsstatsprincipper i kriseramte lande.

UNDP’s arbejde fokuserer på fire hovedområder:

  • Håndtering af konsekvenserne og effekterne af vold,
  • Øget sikkerhed og tryghed for alle,
  • Opbygning af tilgængelige og effektive retssystemer og
  • Øget sikkerhed og adgang til retssystemet for kvinder.

UNDP har opnået mærkbare resultater og markant forbedret retssikkerheden i lande som Sierra Leone, Østtimor, Irak og Tunesien.

Læs og download rapporten UNDP’s Rule of Law Global Programme Annual Report 2013: Strengthening the Rule of Law in Crisis-affected and Fragile Situations