Sverige har anerkendt Palæstina

Forfatter billede

Den rødgrønne svenske regering anerkendte torsdag Palæstina som stat. Det er godt, at vi får det gjort, siger udenrigsminister Margot Wallström, mens den borgerlige fløj er splittet om beslutningen.

Sverige blev torsdag det 135. land i verden, som anerkender Palæstina, og det første i kredsen af de 15 ”gamle” EU-lande.

Det skriver flere svenske medier.

”Vi håber, at vi kan inspirere og give ny dynamik til debatten i mange EU-lande. Det her er noget, der bliver diskuteret mange steder i Europa,” sagde den socialdemokratiske udenrigsminister Margot Wallström ifølge Svenska Dagbladet på en pressekonference, efter anerkendelsen var en realitet.

Hun mener ikke, at der er nogen grund til at vente længere med en anerkendelse.

”Fredssamtalerne er gået i stå, volden er vendt tilbage til Gaza, nye beslutninger om bosættelser vanskeliggør processen. Gennem vores beslutning vil vi bidrage til at give ny dynamik til en strandet fredsproces,” sagde hun ifølge Dagens Nyheter.

Sveriges regering har konsulteret både palæstinensiske og israelske myndigheder, inden anerkendelsen af staten Palæstina blev en realitet torsdag.

”Der er dem der påstår, at vi vælger den ene parts side. Intet kan være mere forkert. Vi stiller os på fredsprocessens side, selv om det kan lyde højtravende,” lyder det fra Wallström.

Hun tilføjer, at den svenske beslutning skal sende et signal til både unge israelere og palæstinensere om, at de ikke er glemt af omverdenen.

Borgerlig splittelse

I de borgerlige oppositionspartier er der delte meninger om regeringens anerkendelse af Palæstina.

Kerstin Lundgren fra Centerpartiet mener, at det er et vigtigt signal at sende, mens Folkpartiet mener, at regeringen har taget et skridt i den forkerte retning.

”Nu legitimerer man Hamas, og det kommer til at lamme fredsprocessen,” siger tidligere EU-minister Birgitta Ohlsson til Dagens Nyheter.

”Problemet er, at man ikke har kontrol over hele territoriet, og der tænker jeg på Gaza,” tilføjer hun om enklaven mod syd, hvor den terrorstemplede bevægelse Hamas har magten.

IKEA-diplomati

Som ventet vækker det ikke jubel i Israel, at Sverige har besluttet at gå forrest og blive det første af de gamle EU-lande, der anerkender Palæstina.

Det er en gang IKEA-dipomati, lyder det fra Israel.

”Sverige må forstå, at forhold i Mellemøsten er mere komplicerede end et møbel fra IKEA, som man skal samle derhjemme,” siger den højreorienterede israelske udenrigsminister, Avigdor Lieberman, til avisen Haaretz.

”Det er ærgerligt, at Sveriges regering har valgt at vedtage noget, der gør meget skade og ingen fordele har,” tilføjer han.

Israels ambassadør i Sverige, siger til Svenska Dagbladet, at den svenske anerkendelse af en palæstinensisk stat er en hindring for fredsprocessen.

Andre af de nuværende EU-medlemslande, blandt andet Ungarn og Polen, har ligeledes anerkendt Palæstina som stat, men det skete inden de blev medlemmer af EU.