Tænketanken RIKO er blevet en medlemsorganisation

Forfatter billede

Om RIKO

RIKO står for Rådet for International Konfliktløsning, og er en selvstændig, udenrigspolitisk tænketank med fokus på international konflikter og løsningen af disse ved hjælp af ikke-militære midler. RIKO deltager aktivt i debatten om dansk udenrigspolitik uafhængigt af partipolitiske og økonomiske interesser.

RIKOs overordnede formål er at bidrage til en reel demokratisk dialog om og et velinformeret beslutningsgrundlag for dansk udenrigspolitik, og derfor arbejder RIKO for at fremme dialog om nytænkning, alternativer og langsigtede strategier.

RIKO ønsker, ud fra et konfliktløsningsperspektiv, at bidrage til i højere grad at synliggøre alle væsentlige parters synspunkter under interessekonflikter og væbnede konflikter.

I takt med RIKOs udvikling er det et naturligt skridt fremad at blive medlemsorganisation. Som medlemsorganisation har RIKO mulighed for at nå længere ud, og derfor optimere arbejdet med at få sat international konfliktløsning på dagsordenen i dansk udenrigspolitik.

Formålet med RIKOs overgang til medlemsorganisation er også at gøre RIKO mere demokratisk, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen i RIKO, der før valgtes af Rådet, bliver nu valgt på den årlige generalforsamling af medlemmerne, hvor alle medlemmer har både stemme- og opstillingsret.

I kraft af medlemsskabet, får frivillige, aktive og andre involverede både et interessefællesskab og direkte indflydelse på bestyrelsen i RIKO. Udover stemmeret ved generalforsamlingen, får man også mulighed for at deltage i arrangementer til reduceret pris, og adgang til eksklusive RIKO-events for medlemmer.