Teater: Hvor ligger det 6.kontinent?

Forfatter billede

Anmeldelse af Morten Ranum, U-landsnyt.dk

Sidste år lancerede Teater Grob det ambitiøse teaterprojekt “Det 6.kontinent”. Lige nu spiller anden forestilling “Warszawa”. Forvirringen vokser. Det er meget god underholdning, men det er svært at se perspektivet

 

Det 6.kontinent er en serie af forestillinger, som skal løbe over flere år. Hver gang befinder en gruppe af danskere sig et sted i verden. I den aktuelle forestilling er de i Warswawa, Polens hovedstad. I den første forestilling (Hotel Nelson), som spillede sidste efterår, befandt vi os i Sydafrika på et safarihotel.

Mere identitet end geografisk sted

Meningen er at udforske vores forhold til verden omkring os. Det 6.kontinent er mere en kultur eller identitet, end det er et geografisk sted. Alligevel benytter Teater Grob et sprogligt spil, som antyder, at vi i vores globale tidsalder har skabt en ny verdensdel. Spørgsmålet er om dette nye kontinent eksisterer, eller om der er tale om en slags fatamorgana? Vurderet på de første 2 forestillinger kan man få det indtryk, at der er ret meget tomgang på det 6.kontinent. De mennesker vi møder synes ikke rigtig at foretage sig andet end at være optaget af sig selv.

På druk i Warszawa

To venner på et hotel i Polens hovedstad. En tredje skulle også have været der, men når aldrig frem. De skal i byen. På hotellet møder de nogle fra en filmoptagelse. Pigen fra filmproduktionen viser sig at være en de to venner har gået i skole med. De taler meget om den koncert de skal til om aftenen og de drikker en del alkohol. Der sker ikke rigtig noget. Selvom de to venner får fortalt hinanden nogle sandheder undervejs, ændres deres relation til hinanden sig ikke rigtig i løbet af forestillingen. Der er derimod rigtig meget gentagelse. Men, hvor skal vi hen? – og hvad det skal nytte? Det forbliver ubesvarede spørgsmål.

I den forrige forestilling skete der trods alt en eller anden form for udvikling i karaktererne og deres relationer til hinanden, men i Warszawa synes alt stå stille. Nuvel, der er rigtig mange morsomme sekvenser, men det er ikke nok til at bære et flerårigt teaterprojekt igennem.

Måske ER dette nye kontinent tømt for indhold. Det befolkes af mennesker, der ikke har nogen retning og heller ikke ved, hvem de selv er – endsige interesserer for det eller for verden omkring dem. Det kunne være en beskrivelse af det moderne menneske i den vestlige verdens kulturelle over-/middelklasse, men jeg synes godt beskrivelsen kunne blive mere sofistikeret og dybsindig.

 

Teater Grob
Warszawa

Spilleperiode
8.marts – 12.april 2014
www.grob.dk
Mandag – fredag:20.00
Lørdag:17.00

Teater Grob
Nørrebrogade 37
2200 Kbh. N