Testamenterer millioner til børn i Palæstina

Redaktionen

En afdød 82-årig enkemand i Sønderjylland har testamenteret 2.143.091,23 kr. til SOS-Børnebyerne, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Bidragyderen har på forhånd besluttet hvor og hvordan pengene skal gøre en forskel. De 2,14 mio. kr. fra enkemanden i Sønderborg bliver efter afdødes sidste vilje anvendt til forældreløse børn i Palæstina, dels i Betlehem på Vestbredden, dels i Rafah i Gaza-striben.

SOS-Børnebyerne har p.t. 2 børnebyer i de palæstinensiske områder, begge med tilhørende skoler og børnehave. Dertil kommer en mobil sundhedsklinik. Blandt fremtidsplanerne er et social- og sundhedscenter i Gaza by. Med arven fra Sønderjylland er disse planer kommet endnu et skridt nærmere, hedder det.

– At yde langsigtet hjælp i dette stærkt uroplagede område er en enorm udfordring for en humanitær organisation. SOS balancerer på en knivsæg, da vi ikke tager side i de aktuelle politiske spørgsmål, siger SOS-Børnebyernes direktør i Danmark, Niels Yde, i pressemeddelelsen.

– Vi er derfor aktive i såvel de palæstinensiske områder som i Israel. Vi er der for børnenes skyld, og når en bidragyder i sin sidste vilje ønsker at donere penge, efterkommer vi selvfølgelig ønsket 100 procent, tilføjer direktøren.

SOS-Børnebyerne er også aktive i selve Israel, hvor der er en børneby med tilhørende ungdomshus i Arad og endnu en børneby i Migdal Haemek.

SOS-Børnebyernes i Danmark oplyser, at man gennem de seneste år har modtaget mellem 9 og 10 mio. kr. om året i arv.