Tørnæs og Støjberg lægger pres på Kabul

afghan_mor_freedom_house_public_domain
En afghansk mor trøster sit barn, efter de er ankommet med gummibåd til den græske ø Lesbos.
Foto: Freedom House (arkiv/public domain)
Forfatter billede

De to Venstre-ministre besøgte i de seneste dage Afghanistan for ved selvsyn at opleve de udfordringer landet står overfor, og se hvordan det danske udviklingssamarbejde gør en positiv forskel, hedder det i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Udsigterne til fred blev drøftet på højeste politiske niveau med præsident Ashraf Ghani, skriver ministeriet. Besøget blev også anvendt til at styrke dialogen og samarbejdet om tilbagetagelse af afviste afghanske asylansøgere fra Danmark.

”Regeringens politik er, at når vi støtter et land med udviklingsbistand, så har vi en klar forventning om, at landet samarbejder om at tage egne statsborgere tilbage, hvis de er blevet nægtet asyl eller er blevet udvist af Danmark. Det gælder også Afghanistan, og derfor forventer jeg et smidigt samarbejde om udsendelser. Vi kan allerede i dag hjemsende mange til Afghanistan og har et godt samarbejde, men der er et par områder, hvor vi kan styrke samarbejdet. Vi skal sikre, at alle, der står i udsendelsesposition, kan sendes hjem – om nødvendigt med tvang. Det har jeg understreget over for den afghanske regering,” siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Ultimo april er der i Danmark omkring 90 afviste asylansøgere i udsendelsesposition til Afghanistan. Rigspolitiet gennemfører jævnligt tvangsudsendelser til Afghanistan. Der er også mulighed for at udrejse frivilligt med støtte i form af et reintegrationsprogram. I 2017 blev der udsendt 72 afghanere med tvang. I løbet af 2018 er der udsendt 25 personer, hvoraf cirka 15 personer er udrejst frivilligt med et reintegrationsprogram, oplyser Udenrigsministeriet.

Udviklingssamarbejde skal hindre migration til Europa

Der er skabt mange gode og synlige resultater i Afghanistan siden 2001 – økonomisk vækst, længere levealder, sundhed, kvinders stilling i samfundet og uddannelse.

Resultaterne er dog skrøbelige og kan kun fastholdes på lang sigt, hvis der opnås større stabilitet i landet. Det forudsætter, at der bliver indgået en fredsaftale, og præsident Ghani har for nylig rakt hånden ud til Taliban med tilbud om forhandlinger uden forhåndsbetingelser.

”Et mere stabilt og fredeligt Afghanistan er i Danmarks klare interesse,” siger Ulla Tørnæs efter besøget i Kabul.

”Afghanistan må ikke igen blive et tilholdssted for internationale terrorister. Og vi skal blandt andet gennem udviklingssamarbejdet være med til at skabe et grundlag for, at afghanerne igen tror på en fremtid i deres eget land og ikke vælger at migrere til Europa. Efter 16 års massiv international indsats er der måske endelig udsigt til, at vi er på vej ind i en ny fase i konflikten og Afghanistans udvikling. Det drøftede jeg med blandt andre præsident Ghani.”

På dagsordenen var også reintegration af afghanske flygtninge, der vender hjem fra nabolandene.

Besøget gav de to danske ministre et indblik i, hvordan danske udviklingsmidler kan bistå Afghanistan, når de mange flygtninge vender retur.

Danmark støtter modtagelses- og reintegrationsprogrammer for frivilligt hjemvendte og medfinansierer registrering og fordeling af jordlodder til intern genbosætning.

Danmark udbetaler i gennemsnit omkring 425 millioner kroner årligt i økonomisk bistand til Afghanistan, heraf cirka 200 millioner kroner i udviklingsbistand, oplyser Udenrigsministeriet.

Kampen mod korruption

Danmark udbetaler i gennemsnit omkring 425 millioner kroner årligt i økonomisk bistand til Afghanistan, der således er den største modtager af dansk udviklings-, humanitær og stabiliseringsbistand.

Bistanden anvendes til udviklingsindsatser, der fokuserer på økonomisk vækst og beskæftigelse, uddannelse og god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder. Desuden går støtten til kapacitetsopbygning af afghansk politi, støtte til hjemvendte flygtninge og internt fordrevne samt akutte humanitære kriser.