U-landene og deres fremskridt fejres med æbler på fredag

Forfatter billede

Fredag den 14. september får mange danskere en sund start på dagen. Fra morgenstunden vil over 2.000 frivillige dele 120.000 gratis æbler og en avis med “Verdens Bedste Nyheder” ud på danske stationer, pladser og gågader.

Det sker for at “skabe opmærksomhed omkring de solide og positive fremskridt, verdens fattigste lande har oplevet de seneste år”, hedder det fra kampagnen fredag.

”Mange danskere forbinder desværre kun u-landene med sult, malaria og borgerkrig. I virkeligheden har de mange års udviklingshjælp gjort en kæmpe forskel”, siger Verdens Bedste Nyheders sekretariatsleder, Thomas Ravn-Pedersen.

“1/3 af alle afrikanere er nu middelklasse. Det betyder, at de ikke bare overlever, men har råd til at komme til lægen og sende børnene i skole. Danskerne skal vide, at hjælpen virker og har skabt holdbare og stærke resultater”, føjer han til.

Det er tredje år i træk, at Verdens Bedste Nyheder sætter fokus på fremskridtene med en landsdækkende kampagne, der når ud til de fleste større byer. I alt bliver der delt æbler og aviser ud flere end 125 steder i 60 byer landet over.

Adskillige politikere støtter op om Verdens Bedste Nyheder og er med til at stikke et æble og en avis i hånden, f.eks. den lokale borgmester eller måske et medlem af Folketinget.

Kampagnen om at vise et andet billede af u-landene og præsentere resultaterne derude er et initiativ fra de danske u-landsorganisationer, Danida og FN.

En stribe danske virksomheder og organisationer bakker også op. Støtterne tæller vidt forskellige navne. Fra Roskilde Festival over Super Brugsen til Dansk Industri (DI).

Fyldt med fremgang

Der er mange positive historier at fylde i Verdens Bedste Nyheders avis. Mest iøjefaldende er, at andelen af mennesker i verden, der lever i ekstrem fattigdom, er halveret fra 1990 til i dag. I samme periode er antallet af personer med rent drikkevand steget med to milliarder.

Den positive tendens kan også ses på uddannelsesområdet, hvor 90 procent af u-landenes børn nu går i skole. Oven i købet er der lige så mange piger som drenge, der sidder på skolebænken – se mere om fremskridtene mod 2015 Målene på http://pressemeddelelse.info/e10/parker/pm/2545835d338a5a5f/ot145350/download/2040fe_fn_s_2015-m_l_p_vej_i_den_rigtige_retning.png

Kampagnen kulminerer med den store uddeling fredag den 14. september, men der er blevet sat fokus på fremskridtene i u-landene i hele måneden op til.

Man har kunnet finde de positive nyheder på COOP’s og mejeriet Thises mælkekartoner, på et helt S-tog og udenrigsministeriets facade.

Yderligere oplysninger hos:
Pressekoordinator Bertil Suadicani:
tlf. 41 60 30 89 og e-mail: [email protected] (praktiske oplysn.)
Pressekoordinator Laurits Holdt:
tlf. 22 50 05 57 og e-mail: [email protected] (praktiske oplysn.)
Sekretariatsleder Thomas Ravn-Pedersen:
tlf. 29 41 46 03 og e-mail: [email protected] (baggrund)
web: www.verdensbedstenyheder.dk