Vask hænder. Kog vandet. Grav affaldet ned – alle nøgleord

Forfatter billede

Af Svend Løbner, journalist

Sådan lyder nogle af hygiejnerådene i et dansk-støttet sundhedsprojekt, der stopper kolera, tyfus og diarré langs Tanganyika-søens bred. For god hygiejne er et virksomt middel mod smitte i DR Congo og Tanzania – ligesom alle andre steder. 

En kvinde sidder ved strandkanten og skyller ris. Igen og igen fylder hun sin balje med søvand, rører rundt i risene, hælder vandet fra og begynder forfra igen.

Et stykke derfra har en anden kvinde fyldt en spand med søvand. Hun løfter spanden op på hovedet og bærer det hjem til hytten. Længere ude i vandet står en tredje kvinde og vasker tøj. 

Vi befinder os i DR Congo ved Tanganyika-søen. Den er halvanden kilometer dyb og på størrelse med Jylland. Vandskorpen ligger 760 meter over havets overflade. 

Hvert femte barn dør

Her i landsbyen Kansenge drikker folk det samme vand, som de bader, laver mad, vasker tøj og sågar besørger i. Derfor florerer sygdomme som kolera, tyfus og diarré. Ikke underligt at børnedødeligheden er stor.

En undersøgelse har vist, at hvert femte levendefødte barn i området ikke når at opleve sin fem års fødselsdag. Derfor er Brødremenighedens Danske Mission i fuld gang med et større sundhedsprojekt i 12 landsbyer på søens Congo-side.

På den anden side af søen, i Tanzania, er kolera stort set udryddet efter at projektets medarbejdere i syv år har undervist de voksne, vaccineret børnene og dannet sundhedskomitéer i 34 landsbyer.

De fleste landsbyer har oprettet sundhedsklinikker. De øvrige har gennem projektet fået adgang til små bådambulancer, så syge og fødende kan transporteres til kyndig behandling under hygiejniske forhold. 

Men undervisning er det vigtigste. Hygiejnen kommer først. Man kan ikke drikke det samme vand, man bader i, vasker op i, besørger i. 

Affaldet flyder alle vegne

“Det springer i øjnene, at folk går ned til søen for at hente vand hver dag og ofte smider affaldet fra sig, hvor de nu går og står. I regntiden skyller affaldet ned i søen, som er folkets primære vandkilde”, fortæller Eva og Jonas Diemer.

Parret er udsendt af Brødremenighedens Danske Mission til Østafrika for at rådgive sundhedsprojektets engagerede lokale medarbejdere. 

Men også i tørtiden er affaldet et problem.

“Affaldet ligger bare og tiltrækker fluer og andre insekter, der kan bære sygdomme rundt. Insekterne kommer f.eks. fra toiletterne, der for de flestes vedkommende blot består af et skur med et hul i jorden. Og så flyver de hen og sætter sig på maden, som for øvrigt ikke er dækket til”, fortæller Eva Diemer, der er uddannet jordemoder. 

“Vi er nødt til at undervise dem. Så enkelt er det. Forklare dem, at de er nødt til at grave dybe huller til affaldet og brænde det af. Fortælle dem, at de gerne må hente vand i søen til bad, vask og opvask, men at de ikke må vaske nede i selve søen”.  

Jonas supplerer:

“Vi laverr brønde med vandpumper i landsbyerne og opretter vand- og sundhedskomitéer, der dels skal vedligeholde brønden dels undervise i hygiejne. De skal huske at koge vandet eller bruge vandrensningstabletter, hvis de er nødt til at bruge vand fra søen, fortæller Jonas.

Han oplyser, at sundhedskomiteerne typisk består af en traditionel jordemor, en traditionel healer, en religiøs leder, en skolelærer og landsbyens formand, samt et par frivillige sundhedsarbejdere.

Hygiejne på skoleskemaet

I landsbyen Ninde møder vi en sundhedskomité, der stolt fremviser landsbyens nye brønd. 

“Det er første gang befolkningen har set en brønd med vandpumpe”, forklarer Naseen Kamsatu, der er regeringens sundhedskonsulent i regionen.

“Sundhedsprojektet hjælper befolkningen mere end myndighedernes projekter gør. For befolkningen involveres, og det lærer de af”, tilføjer han. 

“Projektet gavner ikke blot vores landsby men også nabolandsbyerne”, siger Nindes borgmester, Aron Silanga, og lægger til:

“Folk får rent drikkevand, og bliver de syge, får de hurtigt hjælp på klinikken. Og vores børn får undervisning i hygiejne i skolen”. 

Sundhedsprojektets tanzanianske leder Respice Mbalu forklarer, at man har indført obligatorisk hygiejneundervisning allerede fra første klasse for at sikre den almene sundhedstilstand i fremtiden. 

“Børnene er utroligt understimulerede, og derfor stimler hundredevis af dem sammen på søbredden, når vi kommer på besøg”, anfører Jonas Diemer. 

Han udnytter situationen og lærer børnene taktfaste råb og sange om at vaske hænder, børste tænder osv.

Ind imellem udlover han en konkurrence i børnenes viden om sundhed og hygiejne. Præmierne består a tandbørster eller vandrensningstabletter.

Toiletter med skyl og stop for fluer

På vej tilbage til søbredden går vi forbi en toiletbygning, hvor toiletterne er indrettet med et enkelt, men sindrigt system.

Mens toiletter før blot bestod af et hul lige ned i jorden, har man nu indført såkaldt ”local flush”, hvor man med søvand skyller ud i et cementrør, der fører affaldet skråt ud i en septiktank udenfor toiletbygningen. Et net hindrer fluerne i komme op og sprede smitte.

Vi bliver budt på middag med ris, majsgrød, bønner og stegt fisk fra Tanganyikasøen, inden vi sejler videre til en landsby, som endnu ikke har gravet en brønd.

“Førhen plejede vi at drikke vandet fra Tanganyikasøen, som vi også badede i. Men nu ved vi, at det ikke er sagen”, fortæller Jessica Laivu.

“Vi plejede også at vaske op og vaske tøj i vandet, for vi havde ikke andet. Det medførte mange sygdomme”, tilføjer hun og konkluderer: 

“Gennem sundhedsprojektet har vi lært at grave affaldet ned, holde omgivelserne rene og at koge vandet eller lægge tabletter i vandet for at rense det”. 

Men ikke alle har taget undervisningen til sig. Grace Nande sidder ved sin hytte med et lille barn. Drengen hedder Yosefu og ser ikke ud til at være helt rask.

“Han har diarré og ondt i maven, fordi han drikker det dårlige vand fra søen, forklarer moren og vil ikke svare på spørgsmålet, om det ikke var en idé at koge vandet. 

Håndvask efter toiletbesøg

Projektleder Respice Mbalu fortæller, at uvidenheden er stor mange steder og nævner et eksempel:

“Før projektet vaskede folk hænder i den samme skål vand inden de skulle spise. Vandet blev mere og mere beskidt. Faderen vaskede som familiens overhoved sine hænder først – og efterlod det beskidte vand til børnene, som så fik alle hans bakterier overført”.

“Faderen kom måske fuld fra et drikkelag, hvor han havde hilst på andre mænd, som måske ikke havde vasket hænder efter toiletbesøg. De bragte stor skade til deres familier, og børnene fik diarré, tyfus og kolera”.

“Dengang var det 98 procent af befolkningen, der levede på denne måde. Praktisk talt ingen vaskede hænder efter toiletbesøg”. 

Sådan er det ikke i dag – på Tanzania-siden af søen i hvert fald. Men på Congosiden er der stadig meget at ønske.

“Der er stadig 20 procent, der mangler et toilet. Når hver femte går et andet sted hen og forretter sin nødtørft, bliver det jo til meget, når der er så mange mennesker. Enten de går ud i skoven, ned til floden eller ud i søen”, fortæller Eva Diemer.

Men sundhedsprojektet fortsætter ufortrødent. Målet er at nå ud til alle landsbyer rundt om søen.

Befolkningen skal først og fremmest vide noget om hygiejne, så de kan bremse sygdom og dødelighed. Dernæst skal der etableres brønde, toiletter, klinikker og skaffes flere ambulancebåde.

Et arbejde som ser ud til at lykkes takket være Eva og Jonas Diemer og projektleder Respice Mbalu og hans medarbejderes indsats.

Sundhedsprojektet støttes af Danida-midler gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

Svend Løbner er direktør for Kirkeligt Medieakademi og besøgte Tanzania og DR Congo tidligere i år.

Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk.

Foto: Svend Løbner