Verdens Børn fylder 40 år i fin stil

Forfatter billede

Af Lis Garval, U-landsnyt.dk

14.000 børn har fået en solid start i livet. 14.000 forældreløse, piger og drenge fra meget fattige familier og handicappede børn i 14 lande har fået en helt afgørende hjælp fra Verdens Børn.

Den humanitære organisation, der drives af frivillige og ulønnede, kan i år fejre 40 års jubilæum med en vist stolthed over de opnåede resultater, og den 30. august er der da også fest på Frederiksberg Bibliotek.

I dag har Verdens Børn koncentreret sin støtte til 19 projekter i fem lande – Indien, Bangladesh, Sri Lanka, Uganda og Bulgarien. Støtten gives primært til børnehjem og skolehjem, men VB har også en uddannelsesfond, der giver mulighed for uddannelse.

Gennem de 19 projekter får 2385 børn på børne- og skolehjem i år en chance for en rimelig start på livet. Mere end to tredjedele af børnene bor i de asiatiske lande, mens der er 612  forældreløse og fattige børn i Uganda og 117 i Bulgarien, som støttes gennem VB.

Gennem årene har man i kortere eller længere perioder  hjulpet børn i yderligere 8 lande: nemlig Pakistan, Nepal, Rumænien, Guatamala, Cameroun, Kina, Chile og Rwanda, og da der på et tidspunkt givet støtte til indkøb af mælkepulver til sultende børn i Nordkorea., kom antallet af lande op på 14.

Super sponsor

Man arbejder med fadderskaber og gennem lokale organisationer og  har været begunstiget med mange trofaste medlemmer og af flere trofaste sponsorer. Den største sponsor er uden sammenligning  firrmaet Trasborg, der har ydet et klækkelige beløb til Verdens Børn siden 1976.

Trasborg sælger/eksporterer brugt tøj til lande over hele verden og den nuværende direktør Steen Trasborg har overtaget sponsoratet efter sin far. 700.000 kr. gav han i støtte i 2013.

”Hvorfor jeg støtter Verdens Børn? Fordi jeg synes organisationen gør et godt stykke arbejde med hjælpen til fattige og forældreløse børn. Og så fordi jeg kan lide, at administrationsomkostningerne er små. Man skal ikke rutte med pengene”, siger Sten Trasborg.

Verdens Børn er en udløber af Terres des Hommes og blev ved fødslen i 1974 kaldt International Børnehjælp, men blev senere døbt Verdens Børn.

Da et af bestyrelsesmedlemmerne qua sit arbejde som sygeplejerske i Indien og Bangladesh havde kendskab til forholdene i disse to lande, blev de første projekter etableret her.Og Verdens Børn har stadig projekter i både det nordlige Indien og det sydlige Indien og i Bangladesh.

Lidt knas i Uganda

Af formandens beretning for 2013, der detaljeret gennemgår alle 19 projekter og de øvrige aktiviteter, fremgår det, at samarbejdet med de forskellige lokale organisationer er godt og tæt. Problemet med ordentlige regnskaber for Rubaga-skolen i Uganda.synes at være en undtagelse.

Flemming Bjørk Pedersen, der er formand for Verdens Børn, er tidligere dansk ambassadør i Uganda og nu den ansvarlige for Rubaga-skolen. Han erkender i sin årsberetning, at der er knaster i samarbejdet med skolens ledelse og foreløbig optages ikke nye børn på skolen.

Verdens Børn gør ikke så meget væsen af sig. Man fokuserer på arbejdet for børnene, men fik alligevel mange nye frivillige i 2013 og hvervningen af både nye faddere og bidragydere er også  i rimelig gænge. Men endnu en som Trasborg har man ikke fundet. Ikke endnu.

Jubilæumsprogram

Vær med til at fejre Verdens Børns 40 års jubilæum lørdag den 30. august på Fredreriksberg Bibliotek på Danasvej 30, lyder det fra Verdens Børnin.

(Fristen for tilmelding er overskredet, men prøv alligevel at skrive til Jens Hviid, [email protected])

Program for jubilæumsdagen:

Kl. 11.00: Velkomsttale v. formand Flemming Bjørk Pedersen

Happy anniversary fra vores projekter (film v. Morten Lundrup)

Tale v. tidligere formand Karl Johan Rasmussen – et historisk tilbageblik

Perspektivering af Verdens Børns arbejde i relation til andet u-landsarbejde v. Hans Gullestrup, AUC

Kl. 12.30: Frokost lavet af Svendborg lokalforening v. Helle Holten

Kl. 13.30: Præsentation af de projektansvarlige, hvor fremmødte faddere får mulighed for at hilse på og snakke med den projektansvarlige for det projekt de støtter. Derudover vil der være tid til at tale om de gode historier og den forskel hjælpen gør.

Kl. 14.30: Kaffe og fødselsdagslagkage og afgørelse på tegnekonkurrencen.

Kl. 15.00: Filmen ”Et børnehjem i Indien” af Morten Lundrup, med mulighed for spørgsmål og debat.

Kl. 15.30: Tak for i dag ved Flemming Bjørk Pedersen.

Læs mere på www.verdensboern.dk