Vil kvinderne redde verden?

Laurits Holdt

”Alle vinder, når man investerer i kvinder”. Sådan siger den danske chef for organisationen Women Deliver, Katja Iversen.

Fra 16.-19. maj afholder Women Deliver international konference i København, og magasinet Udvikling udkommer i den anledning i en temaudgave om kvinders rettigheder og ligestilling, skriver magasinet i en pressemeddelelse.

Magasinet Udvikling afprøver, om påstanden holder vand – kan det dokumenteres, at det entydigt er en god idé at gøre kvinder til investeringsobjekter i udviklingsøjemed? Det ser på, hvordan kvindesagen blev en del af Danmarks udviklingssamarbejde, og Danidas nuværende indsats for kvinders rettigheder og ligestilling anskueliggør magasinet i en tegneserie.

Forfatteren Pia Fris Laneth fortæller historien om, hvordan civilsamfundet – dengang i skikkelse af de såkaldte ”hattedamer” – spillede en central rolle i udformningen af velfærdsstaten herhjemme. Danmark lignede et u-land. Vidste du for eksempel, at børnedødeligheden i 1930’ernes Danmark var som børnedødeligheden er i det vestafrikanske land Togo i dag?

Mød også de syriske kvinder, som efter mændene er flygtet må påtage sig nye roller – blandt andet som forsørgere, mød de ugandiske søstre Diana og Helen, som drømmer om at bokse sig ud af Kampalas slum og komme til OL i Rio, besøg kvindekollektivet Nashira – et lille øko-femi-freds-utopia i Colombia – og læs den tanzaniske blogger Elsie Eyakuzes essay om at erklære sig feminist.

Alt det og meget mere i magasinet Udviklings temanummer om kvinder og ligestilling – på gaden torsdag 21. april.

Det er gratis at abonnere på Magasinet Udvikling. Læs mere på magasinets websted.

Magasinet kan desuden læses online her.