Kommentar af Bernhard Bierlich
Vi skal holde op med at opfatte de fattige landes bønder som uoplyste og tilbagestående. Ellers får vi aldrig rigtig gjort noget ved fattigdommen og sundhedsproblemerne i udviklingslandene, mener debattøren.
Der er fortsat store barrierer, når politiske programmer i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse og forbedret sundhed skal føres ud i livet.
Her konfronteres smukke ord og politiske hensigtserklæringer med den ”barske realitet”: den øremærkede indsats og pengene når ikke ud til de fattige landdistrikter men tilbageholdes af lokale administrationer, centralistiske strukturer og forretningsgange.
Disse hænger ved og går ikke bare i opløsning, fordi en overordnet politik taler om at bekæmpe fattigdommen. I sidste ende begunstiges byerne på bekostning af distrikterne. Det er realiteten.
Myten om de tilbagestående og uoplyste bønder
Fattigdommen og den manglende sundhed fortsætter trods fattigdomspolitik. At bekæmpe fattigdommen og forbedre de fattiges sundhed kan kun lade sig gøre ved at komme myten til livs, der har sit faste tag i donorers, regeringers og administrationers opfattelser af de ”tilbagestående” og ”uoplyste” bønder på landet, hvis uvidenskabelige holdninger antages at være en hindring til at opnå det forjættede mål, modernisering.
Nok har de få penge til rådighed (deres arbejde i landbruget er ikke baseret på at generere penge men afgrøder til mad), og de er også fattige på materielle goder.
De er imidlertid ”rige” på mellem-menneskelige, kollektive relationer, som de dyrker i stort omfang. Det er denne ressource, sammenholdet i det lokale samfund, som er den såkaldte ”hindring”.
Det lyder besynderligt. Af og til indrømmer de lokale myndigheder da også, at de savner denne rigdom og landsbylivet. Af frygt for ikke at fremstå som moderne, udskiftes denne indrømmelse dog for det meste hurtigt med en nedladende holdning, da ”bønderne jo er uoplyste”.
Når denne ombytning gentager sig gang på gang beror det på manglende værdsættelse af kollektive livsmønstre, der i realiteten har kendetegnet menneskehedens livsbetingelser og overlevelse som race i lange perioder af dens historie, indtil for cirka 250 år siden.
I 1700-tallet begyndte der at udvikle sig en vækstmodel, som fik vestlige samfund til at industrialisere og modernisere deres kulturer, med et stort tab af social kapital – det almennyttige kollektive liv – til følge. Det er savnet af dette liv, der spøger i kulissen, skaber fortrængninger, forvirringer og frygt for det umoderne.
Ud af kontorerne
Det gode budskab er, at forhindringer kan overkommes ved at sætte sig ind i, hvorfor de lokale tænker og handler som de gør. Det kan betyde, at vesterlændingen og dennes lokale samarbejdspartnere bliver nødt til at udskifte det behagelige liv og de airconditionerede kontorer med det længerevarende ophold i lerklinede hytter og et landsbyliv uden el og rindende vand.
Men hvad der måtte mangle af bekvemmeligheder, kompenserer det ”rige” lokale liv for til fulde. Dette erfarer man ved at leve sammen med og deltage i de fattiges liv. Man lærer at værdsætte deres sociale rigdom, deres solidaritet med hinanden.
Denne påskønnelse forøges yderligere, når man sætter sig ind i det lokale sprog og de termer, der bruges til at forklare sig. Uden lingvistiske kundskaber vil ens forståelse være begrænset.
”At værdsætte” de andres liv er helt afgørende for at skabe forandringer. Så gør det ikke så meget, at vi og de andre tænker i forskellige baner. Nok er de fattige, men samtidig er de rige på solidaritet og fællesskabsfølelse.
Deres rigdom består i deres ”sociale kapital”, som resulterer i afgørende omsorgsmønstre, der sikrer ammende mødres, børns og andre svage og udsatte gruppers velfærd og sundhed.
Antropologens opgave
Det er antropologens opgave, at gøre opmærksom på denne rigdom, og at fattigdomsbekæmpelse, for at være effektiv, må tage sin begyndelse i en forståelse af de andres livsverdener og gøre op med myten om velstand alene via vækst og modernisering.
Langt mere gavnlig er den bæredygtige, multi-dimensionelle tilgang: Velstand uden stor vækst, dvs. modernisering i et vist omfang med fokus på en styrkelse af lokale samfunds sammenhængskraft og omsorg for deres medlemmer.
Det rigtige udviklingsargument knytter sig derfor til denne fantastiske ressource, de sociale ressourcer. De har dybe rødder. Derfor er det forkert at fortsætte en ”os (de såkaldt oplyste) – de andre (de antageligt irrationelle) ” opdeling, der ender med at ødelægge muligheden for at se denne sociale rigdom. Det er relevant at advare mod de farer, der er forbundet med at fortsætte ad dette spor.
Kort sagt vil det kun bidrage til at bevare en kløft og hindre fattigdomsbekæmpelsen og forbedringer på det sundhedsmæssige og andre velfærdsområder.
Den antropologiske tilgang, der baserer sig på det langvarige ophold i lokale samfund og familier hvad enten det er på landet, i byen, i slumområder osv, taler om både kontinuitet, om at bevare det, der fungerer, og udvikling, om traditions in modernity, traditioners bæredygtige liv i en moderne tid.
Der opstår alvorlige og dyre problemer, når lokale samfunds solidaritet og traditionelle samlivsformer, der sikrer omsorgen for deres sårbare medlemmer, nedbrydes.
Bernhard Bierlich er PhD i medicinsk antropologi og global sundhed fra Cambridge University. Han har forsket og skrevet om familie-baseret sundhedspleje og omsorg i Ghana og Caribien. Sammen med afrikanske og europæiske kollegaer er han i gang med at redigere en temanummer for et internationalt tidsskrift om Care and Globalization.
