Gå til hovedindhold

Mobile menu

Dansk fagbevægelse: Fagforeninger presses i Jordan

Elektrikere lever livet farligt i Jordan og at stå i en fagforening kan betyde bedre vilkår og sikkerhed. Men virksomheder presser fagforeningerne ved at finde arbejdskraft hos mellemhandlere.

Elektrikeren Alaa’ Zohair Abdullah. Foto: Mohammed Hassan

“Vi er ved at forhandle med virksomhedens ledelse i forsøg på at indgå en ny kollektiv overenskomst. Men ledelsen forsøger at svække fagforeningen. F.eks. er det i fremtiden ikke længere muligt for nye medarbejdere at være fagforeningsmedlemmer,” siger Alaa’ Zohair Abdullah.

Elektrikeren Alaa’ Zohair Abdullah har i 17 år været medlem af el-arbejdernes fagforening i Jordan (General Trade Union for Electricity Workers, som dækker flere faggrupper i el-sektoren).

Hans arbejde foregår ofte i 9-12 meters højde, tæt på dødbringende højspænding. For ikke så lang tid siden blev to af hans kolleger brændt ihjel på en transformerstation. De fik 1.000 Ampere gennem sig.

Fagforbundet kæmper for bedre sikkerhed – og skaffer overenskomster i hus.

”Sidst fik vores fagforening forhandlet en udmærket overenskomst hjem, som løb i to år til april 2016. Vi fik bl.a. en lønstigning, kompensation for de høje priser og en social sikringsfond. Fagforeningen har altid været bindeled mellem virksomheden og arbejderne”, mener Abdullah.

Mellemhandlere

Men det kan være slut nu, for virksomheden NEPCO (National Electric Power Company) presser på med mellemhandlere. Abdullah forklarer, at el-arbejdernes arbejde i fremtiden vil blive givet til entreprenører udefra.

Det vil sige, at de nyansatte ikke er medlemmer af fagforeningen og heller ikke dækket af den overenskomst, som Alaa’ Zohair Abdullah og andre nuværende ansatte er på.

Jordans hovedorganisation GFJTU (General Federation of Jordanian Trade Unions) arbejder, støttet af Ulandssekretariatet i Danmark, på at skabe større opmærksomhed om arbejdernes rettigheder – f.eks. retten til at forhandle overenskomster.

Et andet vigtigt område er social dialog, altså at skabe forståelse mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, så de kan arbejde ud fra deres fælles interesser.

Alaa’ Zohair Abdullah i færd med at arbejde. Foto: Mohammed Hassan

Usikkert arbejdsmiljø

Læs videre på 

http://www.ulandssekretariatet.dk/content/fagforeninger-presses-i-jordan

Artiklen er stillet til rådighed for Globalnyt af Ulandssekretariatet, som er dansk fagbevægelses organisation for udviklingsbistand.