Gå til hovedindhold

Mobile menu

Filmanmeldelse:
De døde æsler og hyænerne

CPH:DOX: Hvordan kan et tørkeramt land som Etiopien eksportere madvarer til Vesten, når dele af landets egen befolkning må leve af nødhjælp? I Joakim Demmers ’Dead Donkeys Fear no Hyenas’ møder vi bønderne, der har mistet alt, den ihærdige journalist, stenrige investorer og Verdensbanken.
'Dead Donkeys Fear No Hyenas' er nomineret til F:act Award.

'Dead Donkeys Fear No Hyenas' er nomineret til F:act Award.

Still fra filmen - pressefoto fra CPH:DOX.

Sult. Store internationale investorer, der driver den lokale befolkning væk fra den jord, de har levet på altid. Fødevarer, der bliver eksporteret, og en befolkning der i stedet skal leve af nødhjælp. Oprør. Undertrykkelse. En regering, som ingen fattige stoler på. Ingen hjælp fra den instans, der ellers er sat i vejen for at bekæmpe fattigdom – nemlig Verdensbanken.

Fortællingen i ’Dead Donkeys Fear no Hyenas’ er klassisk og i sit udgangspunkt fortalt mange gange før. Men det faktum gør desværre ikke filmen hverken mindre aktuel eller mindre foruroligende.

For hvordan i alverden kan et land som Etiopien, der er ramt af en tørke så voldsom, at den sidste år blev udråbt som den værste siden hungersnødskatastrofe i 1980’erne, producere madvarer, som bliver sendt ud af landet – og lade en del af sine indbyggere leve af nødhjælp?

Der er penge i landbrug

”Fordi vi er fattige, bliver vi ikke hørt,” siger bonden Abraham, der har mistet sin jord til en stor international investor, som med hjælp fra den etiopiske regering har overtaget Abrahams tidligere marker. Det samme er sket for folkestammen Anuak, der er simpelthen er blevet forflyttet fra den jord, de har levet på i årevis, fordi investoren også skulle bruge deres marker.

Sammen med en etiopisk journalist rejser filmholdet til Gambela regionen i det vestligste Etiopien kort fra grænsen til Sydsudan, som huser en meget stor nationalpark. Men i nationalparken har en saudisk investor ryddet en del af skoven og grundlagt et stort indhegnet område, hvor der dyrkes ris. Fin, hvid basmatiris, der bliver fragtet direkte ud af landet. Og det sker i samarbejde med den etiopiske regering, der kalder de udenlandske investeringer i millioner af udlejede hektarer etiopisk landbrugsjord og massive tvangsudsættelser for ’udvikling af landbrugssektoren’ i håb om eksportindtægter og håb om fremtidig velstand.

For der er penge i landbrug – eller vel at mærke i industrialiseret landbrug i modsætning til traditionelt landbrug, hvor familier i århundreder har levet af det, de kunne dyrke på deres egne små jordlodder og sælge på markedet.

Og verden har en udfordring: Vi bliver flere og flere, verdens befolkning er i vækst – især i Afrika – og fremtiden byder bare på endnu flere munde at mætte.

Muren af tavshed

Men betyder det, at folk skal tvangsforflyttes til nye områder, hvor der ikke er den skole, som de er blevet lovet – og ikke engang rent vand? Og hvor de skal arbejde for den internationale investor, der har overtaget deres jord, og passe deres egne gamle marker uden at profitere fra de penge, som regeringen tjener på udlejning af jorden?

Det sætter den etiopiske journalist Argaw Ashine spørgsmålstegn ved. Og det er ikke ufarligt:

”Mit sværeste job er at bryde muren af tavshed. Folk er bange for at tale frit om deres problemer, de er bange for regeringen. Du kan ryge i fængsel, hvis du taler.”

Han er lige så stædig som det æsel, der tripper rundt mellem bilerne i Addis Abebas trafikerede gader i åbningsscenen. Det flytter sig ikke – bilerne må køre udenom. Og også Argaw Ashine må gå voldsomt på kompromis med sit liv og sin sikkerhed for at overleve hyænens jagt på ham.

’Dead Donkeys Fear no Hyenas’ adresserer tilsyneladende evigtgyldige spørgsmål om definition af udvikling, land grabbing, og hvad udviklingshjælp gør ved lokalt erhvervsliv. Og den efterlader ikke en opløftet over verdens tilstand. Eller er der alligevel et glimt af håb?

En dødt æsel kan ikke frygte en hyæne, for det er allerede dødt, lyder det i filmen. Men æselet går stadig rundt mellem bilerne på vejen i slutscenen.

CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. På deres hjemmeside skriver festivalen, at man med afsæt i dokumentarfilmen sigter mod "at bygge bro mellem film og en bred vifte af relaterede kunstformer." CPH:DOX har eksisteret siden 2003, og i år løber festivalen over 10 dage fra torsdag d. 16. til søndag d. 26. marts. Gå selv på opdagelse i festivalens program.