Etiopien oplever værste tørke siden hungersnøden i 80’erne

1200px-2011_horn_of_africa_famine_oxfam_01
Thomas Jazrawi

15. november 2015

Nu er det snart december, og den klassiske julesang “Do they know it´s christmas” vil sikkert blive spillet ved mange forekomster.

Sangen er et resultat af den internationale humanitære indsats, der blev sat i gang, da hungersnøden hærgede i Etiopien i 80’erne.

Lige nu oplever etiopierne imidlertid den værste tørke siden da. Det fremgår af artikler på det engelske statsmedie BBC.

Udbyttet i de mest udsatte områder er 90% ringere end det plejer. 15 millioner mennesker i det østafrikanske land vil næste år have behov for fødevarehjælp, lyder det fra FN.

Regeringen i landet har sat næsten 130 millioner pund (1,3 milliarder DKR) af til krisen, men FN vurderer, at der er behov for 3,4 milliarder kr. yderligere.

Etiopien bedre rustet til at afværge katastrofe

Det kunne altså ligne en desperat situation ikke ulig den i 80’erne, som fik stor opmærksomhed i hele verden og dræbte 400.000 mennesker.

Men der er trods alt håb.

Etiopien står nemlig i en bedre position til at tage sig af den slags trusler. Under den foregående hungersnød var Etiopien i gang med en krig mod Eritrea, som drænede statskassen.

I dag er det traditionsrige afrikanske land en af verdens hurtigste voksende økonomier, så der er midler til at undgå de værste konsekvenser.

Frygtet vejrfænomen har finger med i spillet

I år er en særlig voldsom version af vejrfænomenet El Niño ved at bygge op. Den har ifølge New York Times forværret tørken.

Den frygtede meteorologiske tilstand vil fortsætte et godt stykke ind i det nye år. Og fænomenet har allerede fået skylden for at forstærke flere uheldige klimatiske forhold udover tørken i Etiopien.

Omkring tre fjerdele af etiopierne tjener til dagen og vejen ved at dyrke landbrug, der er afhængigt af regnvand, skriver Reuters.