ANMELDELSE Af Tue Magnussen medarbejder i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) Arrangørerne af sommerens måske mest farvestrålende kunstudstilling i København “Tingatinga – kitsch eller kunst?” rejser et essentielt spørgsmål, men for mange er spørgsmålet nok snarere, hvad tingatinga overhovedet er. Et opslag i den store danske encyklopædi lader spørgsmålet ubesvaret, mens internettet vrimler med adskillige eksempler på farvestrålende cykellak-malerier fra Tanzania af vekslende kvalitet. I søgningen på et udtømmende svar er man bedre tjent med at begive sig op i Rundetårns sneglegang, hvor den store bibliotekssal sommeren over huser en omfattende samling af de østafrikanske cykellak-malerier. I de historiske lokaler, der fra 1657-1861 husede Danmarks første universitetsbibliotek, viser udstillingen, som også delvist er en salgsudstilling, udviklingen af tingatinga fra den spæde start i slutningen af 1960erne og op til i dag. Her er tredje generation af tingatinga-malere i gang med a6 videreføre traditionen fra Edward Saidi Tingatinga (1932-72), som har lagt navn til den særlige stil. Selv om Nationalmuseet allerede i 1974 med en udstilling introducerede den særegne tanzanianske kunstart, kan det ellers herhjemme være svært at opspore tingatinga-malerier til salg. Man finder dog et lille, men prismæssigt overkommeligt, udvalg af tingatinga-malerier i den velassorterede rejseboghandel Tranquebar i Borgergade i København. Tilskyndet af turisternes køb af små romantiske malerier på gademarkedet i hovedstaden Dar es Salaam, omdannede Edward Saidi Tingatinga i 1968 sin køkkenhave til et malerværksted, hvor han med forhåndenværende materialer som cykellak og masonitplader malede de første dyrestudier og situationer hentet ud af den afrikanske hverdag, som senere udviklede sig til international anerkendt billedkunst. En kreds af skandinaver bosat i Tanzania fattede tidligt smag for cykellak-malerierne. De gik ofte på indkøb på et marked tæt på det baobao-træ, hvor Edward Saidis hustru udstillede de enkle, farverige billeder, som hun solgte for kun 15 shillings, en yderst beskeden pris, men alligevel et beløb svarende til mere end 2 dages løn. Arbejdsløse slægtninge kiggede indenfor i hans værksted og begyndte at hjælpe ham med forarbejdet til malerierne, hvis stilart er karakteriseret ved en farverig og frodig udfyldning af fladerne. I bogstaveligste forstand opstod i begyndelsen af 1970erne en hel lille tingatinga-skole, oprindeligt bestående af 8 familiemedlemmer, hvor hver maler har sit eget personlige udtryk og motivkreds. Edward Saidi selv blev dræbt af et vådeskud fra politiet i 1972 og malede således kun i 4 år. De oprindelige dyremotiver havde Edward Saidi hentet inspiration til i sine tidlige år, da han passede kvæg og gik på jagt med bue og pil. De er med tiden udviklet og suppleret med motiver af dagens tanzanianere i en moderne afrikansk kontekst spændende fra hverdagsscener i landsbyerne til livet i storbyen. Edward Saidi selv malede meget enkle motiver, ofte kun et enkelt dyr på en mættet farvet baggrund. Dagens tingatinga-malere, hvis antal anslås til flere end 500, hvoraf omkring 90 fortsat arbejder i Tingatinga-kunstkooperativet i Dar es Salaam, spænder i deres motivvalg fra enkle dyremotiver og mennesker i daglivdagsscener via billeder med sagn- og fantasidyr til meget detaljerede kompositioner med udgangspunkt i storbylivet i Dar es Salaam. De farvestrålende malerier fra Østafrika har ingen direkte sammenhæng med den danske forfatter og maler Hans Scherfigs naive og farverige junglebilleder med elefanter, giraffer og tapirer, selv om parallellen er nærliggende. Hans Scherfig (1905-79), som næppe har kendt tingatinga-malerier, skrev 1946 i artiklen ”Kunstneren og motivet”, at ”Afrika er ligeså virkelig som Fyn og Nordsjælland, og det behøver ikke at tydes som virkelighedsflugt, hvis man maler en savanne fremfor en kålmark”. For Scherfig var maleriet først og frememst en leg og en fornøjelse. Efter at have malet i en modernistisk stil, præget af abstrakte flader og kubistiske former i slutningen af 1920erne ændrede Scherfig stil og tog fat i sine urskovsfantasier med junglens og savannens dyr, en motivkreds han fortsatte med resten af livet og brugte i sine populære litografier fra begyndelsen af 1960erne. I lighed med tingatinga-malerierne var Scherfigs billeder kun sjældent politiske med eksplicitte budskaber. Det er en utrolig flot udstilling, som man ligefrem bliver i godt humør af. Malerierne udstråler en smittende livsglæde. Og de historiske omgivelser kombineret med udsigten fra toppen af Rundetårn over byens tårne og spir gør udstillingen absolut et besøg værd. Der er adgang til Bibliotekssalen fra Sneglegangen. Entré er inkluderet i billet til tårnet. Man savner dog lidt, at udstillingen i højere grad forklarede sammenhængen mellem tingatinga og Tanzanias nyere historie og udvikling. Nogle af de udstillede malerier afspejler de politiske kampagner fra ujamaa-perioden, men det østafrikanske lands omskiftelige politiske udvikling og refleksionen i tingatinga-malerier lades desværre i høj grad ufortalt. Men de positive sider ved udstillingen er klart dominerende. Man bliver ikke alene glad for tingatinga, men man bliver også gennem udstillingen klog derpå. Især skal fremhæves den danske socialantropolog og fotograf Jesper Kirknæs, hvis fotoplancher på udstillingen giver god indsigt i slutningen af 1960erne, da de første tingatinga-malerier blev malet. Han og hustruen Birgit Kirknæs arbejdede i mange år i Tanzania og har om nogen fremmet interessen for tingatinga i Skandinavien. Med spørgsmålet om det er kitsch eller kunst rejses også en diskussion, om hvor grænsen går mellem turistkunst og virkeligt talent. Tingatinga-stilen og nutidens tingatinga-malere bryder med alle normer om kunstværket som unika. Tingatinga-malerier bliver i dag masseproduceret, kopieret, videreudviklet og danner levebrød for hundredevis af malere, og alligevel ligger det kunstneriske niveau oftest i top. Udstillingen sætter dermed samtidig spørgsmålstegn ved vores opfattelse af originalitet og kvalitetskunst. Udstillingens engelsk-sprogede 120-siders katalog, som man kan orientere sig i på rundetaarn.dk, fortjener megen ros. Ikke alene fortæller Mette Theisen, Hanne Thorup og Chitra Sundaram i 3 artikler om baggrunden for tingatinga-malerierne og om inspirationen udsprunget af vægmalerier, kataloget bringer også leksikalske biografier over ikke mindre end 32 afdøde og nulevende tingatinga-kunstnere, som oprindeligt ikke så sig selv som kunsterne, men i stedet som wafundi ya rangi, swahili for farve håndværkere. Men først og fremmest gengiver kataloget smukt over 100 tingatinga-malerier i farver, heraf flere i hel- eller dobbeltsidet gengivelse, så det absolut er prisen på 150 kr. værd. Fakta Udstillingen Tingatinga: KITSCH eller KUNST – cykellak på masonit og lærred er åben daglig kl.10-20 i Rundetårn, Købmagergade 52A, København, til 23. august 2010. Entré er inkluderet i billet til tårnet, der koster 25 kr. for voksne og 5 kr. for børn. 15. august arrangeres en workshop kl. 10.30-13.30 for 6-10 årige og kl. 14.30-17.30 for 10-14 årige, hvor man kan male sit eget tingatinga-maleri. 17. august kl. 18.30 er der omvisning, hvor tingatinga-kunstnerne John Kilaka og Abbasy Mbuka fra Tanzania samt arrangørerne Hanne og Tine Thorup fortæller om Edward Saidi Tingatinga, teknikken bag stilen og dens udvikling op til i dag. Ovenstående anmeldelse blev bragt mandag d. 19. juli i en forkortet udgave i dagbladet Information. Anmeldelsen i sin helhed er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren.
