Mineselskab anklaget for blyforgiftning af børn i Zambia

gettyimages-549027099
Zambia har en rig undergrund og stor mineaktivitet. Her er det en kobbermine i byen Chingola, der ligger nord for Lusaka, tæt på grænsen til DRC.
Foto: H. Christoph/ullstein bild via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

1. december 2020

Igennem årtier udvandt mineselskabet Anglo American bly fra en af verdens største blyminer i byen Kabwe i Zambia. I slutningen af oktober i år anklagede byens beboere selskabet for ikke at have gjort nok for at forhindre massiv blyforurening i området, der har skadet miljøet og udløst udløst ”alarmerende” høje blyværdier i lokalbefolkningens blod.

Det er særligt børnene, der er udsatte, og mere end 100.000 børn og kvinder i den fødedygtige alder i Kabwe lider formentlig af blyforgiftning på grund af Anglo Americans forurening. Det er en tredjedel af byens indbyggere.

“Sorte bjerg”
Blyminen i Kabwe, der ligger cirka 2,5 timers kørsel nord for hovedstaden Lusaka, åbnede i 1904, mens Zambia var under britisk kolonistyre. Nogle år efter selvstændigheden i 1964 blev mineaktiviteten nationaliseret, og i 1994 lukkede regeringen minen, og privatiserede det nationale mineselskab.

De næsten hundredårs udvinding og smeltning af bly har efterladt sine spor i landskabet, og høje blykoncentrationer i jord og vand har påvirket Kabwes indbyggere i lige så mange år. Oversvømmelser og vindbårne partikler fra slaggebjerget, der lokalt kaldes ”Sorte bjerg”, har siden kun forværret forureningen.

I 2019 udgav organisationen Human Right Watch en rapport om forureningen i Kabwe baseret på tre feltstudier. Her understreges blandt andet, at særligt børnene i området er udsat, fordi de kommer i tættere kontakt med blystøvet, når de leger.

”Deres hjerner og kroppe er stadig i gang med at udvikle sig, og de absorberer fire til fem gange så meget bly som voksne. Konsekvenserne for børn, som udsættes for høje niveauer af bly uden at modtage behandling inkluderer læse- og indlæringsvanskeligheder eller handicap, adfærdsmæssige problemer, nedsat vækst, skader på hjerne, lever, nyrer, nerver og mave, koma, kramper og død (…) Bly øger også risikoen for abortering og kan overføres gennem moderkagen og modermælk,” står der i rapporten.

The Guardian kaldte tilbage i 2017 Kabwe for ”verdens giftigste by” og en professor fra New York Universitet, ekspert i miljøsundhed, sagde, at han aldrig havde set et tilfælde så grelt som Kabwe.

100.000 bag anklageskrift
Anglo American er et britisk selskab, der havde ansvaret for minedriften i Kabwe fra 1925 til 1974, og det var i den periode, den største forurening fandt sted.

Selskabet har i dag hovedsæde i London, men lå i Johannesburg, dengang Anglo American var involveret i minedriften – det var derfor her, at 13 beboere fra Kabwe på vegne af en gruppe på omkring 100.000, indgav anklagen.

Kravet lyder på finansiel kompensation, medicinske undersøgelser af børn og kvinder, og at Anglo American renser området.

I et e-mailsvar til Al-Jazeera, skriver Anglo American, at det vil tage stilling til klagerne, når de er modtaget og ”gøre alt, der nødvendigt, for at forsvare sig selv”.