Mellemfolkeligt Samvirke uddeler ny pris for aktivisme

Prisen er skabt af kunstneren Jens Galschiøt


Foto: MS / Jens Galschiøt
Kirsten Larsen

27. september 2023

Den to dage lange konference ‘Copenhagen People Power Conference’, der løber af stablen 28. og 29. september på The Plant på Amager, er for længst fyldt op med især aktivister fra hele verden, men også regeringsrepræsentanter og FN-folk.

Ifølge Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er der dog stadig online pladser tilbage til dem, der kan nøjes med en digital indføring i folkelige bevægelsers muligheder og magt. Det emne er nemlig på programmet torsdag, mens fredag skal handle om, hvordan man er en ordentlig allieret for folkelige bevægelser.

Overordnet handler konferencen om den magt, der ligger hos mennesker, som vælger at samle sig om at stille bestemte krav. Men det handler også om den risiko, de fredelige aktivister løber, og om hvordan man bedst kan støtte dem og de folkelige bevægelser.

Fredag er der også uddeling af priserne til tre af de ti nominerede – plukket blandt de over 150 indstillinger, som er kommet fra hele verden.

Blandt de nominerede er Women, Life, Freedom-bevægelsen i Iran, den civile modstandsbevægelse i Myanmar og den globale Fossil Fuel Divestment-bevægelse, verdens hurtigst voksende bevægelse, som vil have sat en stopper for investeringer i sort energi.

Juryen, der udpeger de tre vindere, er ligeså prominent som deltagerne. På dommerpanelet sidder:

Shabana Azmi fra Indien, internationalt anerkendt skuespiller, social frontkæmper og kvindesagsaktivist. 

Danske Maryam al-Khawaja, menneskeretsforkæmper, advokat, og ledende medlem i kampagnen for at befri sin far, Abdulhadi al-Khawaja, der har siddet fængslet i Bahrain i 12 år.

Rune Lykkeberg, journalist, forfatter og chefredaktør på Dagbladet Information.

Kumi Naidoo, sydafrikansk modstandsmand, menneskeretsaktivist, klimaaktivist, tidligere leder af Greenpeace, Amnesty international og civilsamfundssammenslutningen CIVICUS.

Aya Chebbi, en pan-afrikansk feminist, ungeaktivist og diplomat fra Tunesien.

Priserne er skabt af billedhuggeren Jens Galschiøt, og MS har hentet hjælp hos et væld af danske og internationale støtter, for at sætte det hele i værk.