Afrika Kontakt: Løkkes slagterkniv rammer dem der har mindst i verden

Laurits Holdt

I dag præsenterer Lars Løkke Rasmussen regeringens finanslovsudspil for 2016. Ifølge solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt vil udspillet få grelle konsekvenser for mennesker og miljø verden over.

Udspillet indeholder nedskæringer for over 2,3 milliarder og vil gå ud over det langsigtede arbejde i bl.a. Mozambique og Zimbabwe såvel som det folkelige engagement i solidaritetsarbejdet gennem en voldsom nedskæring i midlerne til danske civilsamfundsorganisationer, skriver Afrika Kontakt i en udtalelse.

Samtidigt lægger regeringen op til, at dansk erhvervsliv skal spille en endnu større rolle i bistanden gennem en øget samtænkning mellem bistanden og erhvervslivets kommercielle interesser. Nedskæringerne falder desuden sammen med de største flygtningestrømme siden anden verdenskrig, lanceringen af FN’s nye verdensmål og i opløbet til klimakonferencen COP21 i Paris.

Løkkes slagtekniv

Mads Barbesgaard, politisk formand i Afrika Kontakt, udtaler:

“Løkkes slagterkniv går målrettet efter dem der i forvejen har mindst i verden og timing’en kunne ikke være værre. Verden over er mennesker udfordret af krig, klimakrise og galoperende ulighed – og regeringens svar er nedskæringer.”

“Det er jo grotesk, at Løkke og co. – i de her tider – vælger at skære ned og omprioritere til fordel for deres bonkammerater i det danske erhvervsliv. Og det endda et par dage efter, at Løkke har stået til FN’s generalforsamling i New York og smidt om sig med floskler om at ville bekæmpe fattigdom og gøre kloden grønnere.”

Absurd at prioritere kampfly frem for langsigtet udvikling

“Det absurde er, at der er masser af penge. Sideløbende med nedskæringerne planlægger de jo at købe kampfly for 30 mia. kroner. Det er et spørgsmål om prioritering – og her vælger regeringen tilsyneladende mere krig og flere bomber frem for langsigtet udvikling til gavn for mennesker og miljø.”

“Selv om der er hårdt brug for flere midler i nærområderne, er det uholdbart, at det langsigtede arbejde nedprioriteres. Mindre langsigtet bistand betyder bare flere flygtninge, når de lande, Danmark støtter i dag, får endnu svære ved at få budgettet til at hænge sammen.”