Alarmerende mange rohingya-børn er forældreløse

rohingya_displaced_muslims_05
Forfatter billede

Rohingya-krisen et år efter

70 pct. af de 139 børn i Red Barnets interview-undersøgelse blev separeret fra deres forældre på grund af voldelige overfald.

Halvdelen (50 pct.) fortalte i undersøgelsen, at deres forældre var blevet myrdet, mange kunne beskrive, hvordan de selv havde overværet drabene.

Det internationale samfunds engagement i lejren er massivt underfinansieret.

Halvdelen af de rohingya-børn, der for præcis et år siden mistede kontakten til deres forældre under flugten fra brutal vold i Myanmar, er forældreløse.

”Vi havde håbet til det sidste, at de fleste af de uledsagede børn blot havde mistet kontakten til forældrene under flugten, så der stadig var en chance for at genforene dem. Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde andre voksne, som børnene kender, så de kan føle sig bare lidt mere trygge i disse utrøstelige omgivelser”, siger Jonas Keiding Lindholm i en pressemeddelelse fra Red Barnet.

”Massivt behov for en holdbar løsning”

”Efter mit besøg sidder jeg tilbage med en følelse af både beundring og bekymring. Jeg er dybt imponeret over den omfattende indsats, som den bangladeshiske regering og internationale organisationer som Red Barnet har etableret på bare et år. Indsatsen har betydet, at børnene og deres familier nu får mad, lægehjælp og omsorg. Vi har undgået en katastrofe i katastrofen”, siger Jonas Keiding Lindholm.

”Men godt er desværre ikke godt nok. De flygtede rohingyaer lever stadig under yderst primitive forhold med konstant risiko for jordskred og sygdomsudbrud. De kan ikke bevæge sig uden for lejren, og de har derfor heller ingen chance for at opbygge et nyt liv”.

”Der er massivt behov for en holdbar og værdig løsning, så børnene kommer i skole og får chancen for at udvikle sig i trygge omgivelser. Og så skal der investeres i de mange unge i lejren, så de kan skabe sig en fremtid. Det er en hel generation af en hel befolkning, som vi risikerer at lade i stikken”.

Ingen stillet til ansvar

Trods forbrydelsernes omfang, er Myanmar fortsat ikke blevet stillet til regnskab for de mange massedrab og systematiske nedbrændinger af landsbyer.

”Uhyggeligt mange børn i lejren har oplevet brutal vold og drab. For at de kan finde en eller anden form for ro, har de brug for hjælp til at få bearbejdet de traumatiske oplevelser. Og så er det helt nødvendigt, at gerningsmændene bliver fundet og retsforfulgt for deres ugerninger, så der kan blive skabt en eller anden form for retfærdighed oven på de forbrydelser mod menneskeheden, som har fundet sted”, siger Jonas Keiding Lindholm.