De har i knap 30 år været Filippinernes største eksport-succes: Migrantarbejderne. I dag tjener de godt 2,3 millioner udearbejdende filippinere – OFWs (Overseas Foreign Workers) – hvert år omkring 24,8 milliarder kroner. De er blevet et uundværligt element for landets økonomi, men industrien rummer samtidig også en række sociale slagsider for især kvinder og fattige, ufaglærte arbejdere.
Forsiden af medaljen
I årtier har en ustabil nationaløkonomi og risikoen for naturkatastrofer gjort det attraktivt for filippinere at rejse til udlandet for at tjene penge. Arbejdsmigration er blevet en hel industri for Filippinerne.
Hvad der under præsident Fernando Marcos i 1970’erne startede som en midlertidig løsning for at afbøde en finansiel krise og hente ’hård valuta’ hjem til landet, blev siden under præsident Corazon Aquino løftet op til at være et fænomen af nationalheroisk karakter. Bagong bayani – den moderne tids/de nye helte – kaldte hun de oversøiske filippinerne.
I dag er der nu skabt en industri udenom industrien. Udover kraftigt at opfordre filippinere til at rejse ud for at tjene penge, tilbyder den filippinske stat flere programmer i forbindelse hermed.
[[{“fid”:”11345″,”view_mode”:”inlineright”,”fields”:{“format”:”inlineright”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Et eksempel på et officielt identitetskort for en filippinsk migrantarbejder.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Philippine Overseas Employment Administration (POEA) Public Domain”},”type”:”media”,”field_deltas”:{“1”:{“format”:”inlineright”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Et eksempel på et officielt identitetskort for en filippinsk migrantarbejder.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Philippine Overseas Employment Administration (POEA) Public Domain”}},”attributes”:{“alt”:”Et eksempel på et officielt identitetskort for en filippinsk migrantarbejder.”,”class”:”media-element file-inlineright”,”data-delta”:”1″}}]]Oversøiske arbejdere in spe kan få kurser i ’finansiel ansvarlighed’, herunder hvordan man sparer op og særligt investerer sine penge (i Filippinerne, naturligvis) – undervejs og når man vender hjem. Senest er der også oprettet særlige statslige remit-bank – OFB, så arbejdsmigranternes opsparing sikrer et afkast til den filippinske stat og ikke private banker og investeringskonsulenter.
Så vidt, så godt.
En nation af migranter
”Vi er et folk med en kultur for arbejdsmigration. Filippinere har altid migreret for at arbejde. Når man er en ø-stat, kan man jo ikke altid regne med at finde arbejde lige på sin ø, så vi har sådan set altid migreret indenfor – såvel som udenfor – landets grænser,” fortæller Maureen Pagaduan, for at give et billede af den naturlighed, hvormed filippinere er vant til at flytte rundt og i perioder undvære deres familie for at finde arbejde.
Maureen er én af Filippinernes førende forskere indenfor migration, civilsamfundsudvikling og kvinderettigheder ved University of the Philippines i Manila.
Men der er nu engang det med medaljer, at de som oftest har en bagside. Også når det gælder Filippinernes arbejdseksport-eventyr. Derfor har Globalnyt har sat Maureen i stævne en sen aften i Manila.
Et skift til det bedre, men…
Klokken er 21, og hun er lige blevet færdig med en lang dags arbejde efter at have brugt den forgående nat på et hospitalsbesøg. Men hun insisterer alligevel på at mødes, da det ligger hende meget på sinde at fortælle, hvorfor migrationsindustrien ikke er en holdbar forretningsmodel for det filippinske samfund. I hvert tilfælde ikke hvis man ser på de sociale konsekvenser.
Hun hilser det umiddelbart velkomment, at regeringen i meget højere grad end før involverer sig i at forberede arbejdsmigranterne på finansiel ansvarlighed.
Indtil for ganske nylig var det ikke unormalt, at der ingen opsparing var, når arbejdsmigranten kom hjem. Mange af de udrejsende var fattige eller relativt u-uddannede folk, som ikke havde nogen forudsætninger for at spare og investere strategisk. Konsekvensen var ofte, at de ved hjemkomst ikke kunne formå at opretholde den levestandard, som familien var blevet vant til, og derfor ofte var presset til at tage ud igen.
I dag er det anderledes. Regeringen har øjnet en forretningsmulighed i at lære OFWerne at håndtere deres indtjening. Og som nævnt er det i og for sig fint, at de penge havner i den filippinske statskasse og ikke hos private konsulenter, mener Maureen.
Men der er stadig lang vej endnu, og listen med problemer lang.
Overgreb findes der ingen introduktionskurser til
For det første sker der en alt for stor hjerneflugt – særligt indenfor sundhedssektoren. Mange sygeplejersker, læger og jordemødre søger mod vestlige lande, hovedsageligt England og USA, hvor der er gode penge at tjene. Det går ud over især landdistrikterne, hvor der er stor mangel på sundhedspersonale.
Dertil har dårlig sikring af arbejdernes rettigheder i udlandet alvorlige konsekvenser for især de ufaglærte og de kvindelige arbejdsmigranter, som risikerer at blive udnyttet, afpresset, snydt og i værste tilfælde udsat for grov fysisk, psykisk og seksuel vold.
”Den slags tilbydes der ikke nogen programmer for ved hjemkomst”, siger Maureen sarkastisk, ”du kan få hjælp, hvis du har været udsat for en arbejdsulykke i f.eks. byggeindustrien, men ikke hvis du har været udsat for seksuel vold fra en arbejdsgiver”.
Og politikerne ved udmærket godt, at overgreb er et problem, mener Maureen. Hun fortæller om et forberedelsesprogram, hvor instruktøren spørger, hvad kvinderne vil gøre, hvis deres arbejdsgiver kommer til deres værelse kun iført et håndklæde – ”I skal bare kigge ham i øjnene”, fortæller instruktøren ifølge Maureen kvinderne. ”Det er den rådgivning, de får!,” siger hun indigneret.
Arbejdsmigration ikke et frit valg
Det er ikke fordi, der ikke er love til at beskytte de oversøiske arbejdere, men som den filippinske organisation Center Migrant and Advocacy ( https://centerformigrantadvocacy.com/philippine-migration/) siger, så har ”implementeringen af lovene vist sig at være problematiske, ineffektive og reaktive. De menneskelige og materielle ressourcer afsat til OFWer er utilstrækkeligt til at sikre deres sikkerhed og velfærd”.
Og spørger man politikerne, hvorfor de ikke gør mere for at sikre de oversøiske filippineres rettigheder, forsvar de sig ifølge Maureen med, at de modtagende lande siger, at det er filippinernes eget valg at komme. ”Men for de fattige er der ikke noget valg,” siger Maureen. Deres livsomstændigheder presser dem ud i denne sårbare position.
”Der vil altid være en pull-faktor for de uddannede,” forklarer hun, ”men de svageste, som langt oftest også er dem, der bliver misbrugt, rejser ud på baggrund af en push-faktor. Det er et stort u-erkendt problem.”
Den filippinske organisation Migrate International (https://migranteinternational.org/) har rejst lignende kritik af præsident Duterte for at overdrive fordelene for nationaløkonomien og husholdningsøkonomien for de enkelte OFWer – “Det er decideret skadende for OFWernes egentlige ønsker. I virkeligheden ønsker OFWer ikke at være OFWer. De opfatter det som tvungen migration. I stedet ønsker de ordentlige økonomiske programmer, der skal sikre arbejde for dem i hjemlandet.”
Ingen exitplan
I gennemsnit er en arbejdsmigrant ude et sted mellem 10 og 15 år. Der er ingen kurser i, hvordan man kommer videre efter overgreb eller finder sine ben i lokalsamfundet eller familien igen efter så lang tid.
For de fattigste – dem, som arbejder på ingen eller dårlige kontrakter i byggebranchen eller som hushjælp i hovedsageligt Mellemøsten – er der stor risiko for at komme hjem med ar på krop og sjæl, men ingen udsigt til hjælp, trods regeringens aktive engagement i at få folk til at rejse ud.
Det er med tristhed, at Maureen Pagaduan må konstatere, er systemet er blevet så ”addicted” til migrantindustrien, at ingen regering vil forsøge at tilbagerulle det. ”Systemet fungerer simpelthen ikke uden arbejdsmigranterne,” fastslår hun, og umiddelbart er der ingen løsning i sigte for dem, der bliver udsat for overgreb, for som hun siger er ”der ingen exit-plan for migrantindustrien.
Artiklen er blevet til med støtte fra Timbuktu-fonden. Globalnyts Elisabeth Moltke har været i Manila.
