Bayer og bierne

Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi

Den omfattende bidød truer vores fødevareforsyning, og derfor har EU indført et forbud mod et pesticid, der mistænkes for at være årsag. Det har fået det tyske firma Bayer til at lægge sag an mod EU, men nu konkluderer nyt studie, at midlet også dræber fugle.

Uden bier ville vores fødevareforsyning være alvorligt truet. Det er ikke blot honning, der er på spil, for biens rolle som bestøver sørger også for et større udbud af forskellige afgrøder.

Desværre har man de seneste årtier set et dramatisk fald i bestanden af bier. Bierne er bogstaveligt talt døde som fluer, og denne massedød går under betegnelsen Colony Colapse Disorder.

Europæisk honningbi, Foto: John Severns.

Insektmidlet neonikotinoid mistænkes kraftigt for at være årsag til svindet i bestanden. Derfor har EU valgt at forbyde tre pesticider med indhold af stoffet. Forbuddet blev indført i 2013 og skal vare i to år.

Det har imidlertid fået producenten af det kontroversielle insekticid til at sagsøge Den Europæiske Union.

Afviser den videnskabelige dokumentation

Mange finder sikkert det lille summende insekt generende, men de udfører altså en vigtig funktion i forhold til udbredelsen af forskellige afgrøder og planter. En tredjedel af vores fødevarer er afhængig af biernes evne til at bestøve, skriver det amerikanske nyhedssite Alternet.

Derfor er det katastrofalt, når vi oplever et markant fald i den globale bestand af bier. De seneste årtier er det gået meget stærkt med faldet i bestanden. 50 % af bistaderne i Europa og USA er forsvundet i de sidste ti år, skriver Alternet, der kalder det en af de store trusler mod menneskeheden.

Det store spørgsmål er så, hvad årsagen er til den store massedød af bier. Flere rapporter har peget på stoffet neonikotinoid.

Det fik EU til at sætte et forbud mod tre pesticider med dette stof i kraft i december 2013. Det skete efter en rapport fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet viste en sammenhæng mellem midlet og den omfattende bidød.

Bayer CropScience, der producerer insektmidlet, mener imidlertid, at den konklusion kun er en ”hypotese”. Europakommissionen har ikke taget flere andre årsager til biernes svind i betragtning, lyder det.

”Førende bi-forskere rundt omkring i verden har konkluderet, at flere forskellige faktorer er årsag til tabet af bier”, siger Utz Klages, talsmand for Bayer CropScience, til International Business Times.

Det har fået miljøorgansationer til at beskylde Bayer og andre kemikalieproducenter for at manipulere med forskningen.

”I stedet for at tilpasse deres produkter til at beskytte vores fødevareforsyning har Monsanto, Syngenta og Bayer opkøbt forskningslaboratorier for bier for at offentliggøre deres egen skævvredne studier, der skal forvrænge data”, siger Kaytee Riek fra NGO’en SumOfUs.org til International Business Times.

Bayer CropScience har imidlertid sammen med en anden producent af kemikalier og afgrøder, Syngenta, indberettet sagen til Den Europæiske Unions Domstol. Det er nu op til domstolen at vurdere om forbuddet kan opretholdes.

Insektmidlet dræber også fugle

Nu er der kommet en ny undersøgelse, der viser, at neonikotinoid ikke blot kan være dræbende for bier. Undersøgelsen konkluderer, at fugle heller ikke trives i områder, hvor stoffet anvendes.

Det fremgår af et studie udarbejdet af Hans de Kroon fra Radboud Universitet og offentliggjort i det akademiske tidsskrift Nature. Konklusionen er, at bestanden af fugle falder i områder med høj koncentration af neonikotinoid.

“Det er meget overraskende og meget foruroligende. Et niveau af blot 20 nanogram af neonikotinoid per liter førte til et fald i antallet af fugle på 30 % på 10 år, men noget vand havde et niveau, der var 50 gange højere”, siger de Kroon til den britiske avis The Guardian.

”Og det er ikke sandsynligt, at disse effekter er begrænset til fugle”, tilføjer han.

Greenpeace har ligeledes lavet en undersøgelse, der viser en sammenhæng, og her er man ikke i tvivl om, at forbuddet mod neonikotinoid bør opretholdes.

”Bayer og Syngenta har sluppet deres advokater løs for at angribe forbuddet, der er konsekvent videnskabeligt, juridisk fornuftigt og hjælper med at beskytte europæiske bønders og forbrugeres almene interesser. Det delvise forbud mod de tre pesticider er kun et første men nødvendigt skridt for at beskytte bier i Europa. Det må beskyttes fra angreb fra virksomheder, der forfølger deres private interesser på bekostning af vores miljø”, siger Marco Contiero, der arbejder med landbrug i Greenpeace.