Canadisk nej til Winnie Mandela

Redaktionen

Den sydafrikanske nationalist, Winnie Mandela, skulle forleden have været æresgæst ved en gallafest til støtte for den canadiske organisation, MusicaNoir, der arbejder for større etnisk blanding i klassisk musik, skriver Berlingske Tidende lørdag.

Her skulle hun bl.a. have overværet en opera, der handler om hendes barndom og ungdom og som ledsages af både afrikansk og europæisk musik. Men det bliver der ikke noget af.

De canadiske myndigheder har afvist at give hende indrejse, da hun betragtes som kriminel, bl.a. har hun været indblandet i en mordsag og har fortsat 78 sager om økonomisk kriminalitet hængende over hovedet.

Winnie Mandela har været gift med Nelson Mandela, men ægteskabet er for længst opløst.