Gå til hovedindhold

Mobile menu

Aktiv eller aktivistisk

Der er forskel på aktiv og aktivistisk udenrigspolitik. Dansk aktivisme minder for meget om islamisme.

Marines.mil (arkiv/CC)

Den danske regering har jf. JyllandsPosten 21. juni besluttet at sende 55 soldater Afghanistan, hvor de sammen med den eksisterende danske styrke på 97 soldater skal udføre bevogtnings og transportopgaver i hovedstaden Kabul. Jf. avisen opruster Danmark sikringsstyrken efter anmodning fra den amerikanske regering, der netop har sendt 4.000 soldater afsted, så NATO nu har en trænings- og støttemission i landet på ca. 13.500 mand.

Den tidligere amerikanske præsident Obama forsøgte at slutte den nu 16 år lange allierede vestlige krigsførelse mod Al Kaida og Taliban og overgav ansvaret for Afghanistans sikkerhed til landets regering. Nu optrapper Obamas efterfølger Donald Trump øjensynlig igen det vestlige engagement med bl.a. dansk bistand.

Bistand til hvad?

DR2’s Deadlinemagasin forsøgte onsdag at finde et svar. De ca. 150 danske soldater skal forsøge at beskytte regeringens militær, politi, civile administration og vestlige missioner i hovedstaden. Det er der brug for set i lyset af de næsten daglige selvmordangreb fra regimets modstandere. Men den enlige tilbageværende danske journalist i Kabul, som Deadling interviewede, kunne ikke svare på, hvad perspektivet i den danske og amerikanske genoprustning i Afghanistan kunne være.

Ville vi tvinge Taliban til forhandlingsbordet? Ser vi begyndelsen af en nyt vestligt felttog for at vinde herredømmet i landet for vores venner? Eller er der bare tale om et symbols slag mod terrorismen? En ’Trump’ uden bump?

Ingen har øjensynlig noget succeskriterium for den nye snigende genoprustning i Afghanistan i den aldrig afsluttede krig, der foreløbig har kostet knapt et halvt hundrede danske soldater livet.

Det er i dag svært at begrunde, hvorfor de skulle dø. Og ingen forsøger at begrunde, hvorfor flere nu skal sætte livet på spil.

Vestlig aktivisme

Taliban, Al-Qaeda og ISIL tolkes af de fleste som eksponenter for islamisk aktivisme: Umenneskelig vold i en utopisk ides tjeneste. For mig at se nærmer vores engagement i Afghanistan sig noget, der kan betegnes som vestlig aktivisme: En ideologisk krig, der for længst har mistet sit praktiske og menneske rationale og nu videreføres ad absurdum uden mål og uden hensyn til de mennesker, der inddrages.

Det er dybt ulykkeligt, at den danske regering satser vore soldaters liv på den type aktivisme, der øjensynlig har mistet enhver form mening i virkelighedens verden. At vi på den måde er begyndt at ligne islamisterne.

Anti apartheid

Danmark undlod i mange år efter 2. Verdenskrig at føre en selvstændig engageret udenrigspolitik. Det sluttede i 1970’erne, da udenrigsminister K.B.Andersen i Anker Jørgensens socialdemokratiske regering gav en del af bistandspolitikken et politisk sigte, nemlig at støtte befrielsesbevægelser. Politikken fik det klareste udtryk i det sydlige Afrika, hvor regeringen samarbejdede med danske bistandsorganisationer i kampen mod apartheid i Sydafrika, Rhodesia (Zimbabwe) og andre steder.

Den aktive udenrigspolitik havde et humanitært sigte. Den blev gennemført med folkelig opbakning både i Danmark og i de lande, vi gav bistand. Og den førte til positiv forandring til gavn for det store flertal i modtagerlandene.

Om forandringen holdt og den danske indsat bar frugt i det lange løb, er en anden historie. Men den tids aktive udenrigspolitik gav dengang mening og blev forstået, på samme måde som den øvrige bistandspolitik gav mening.

Den nuværende aktivisme virker meningsløs.